En milepæl

La Coruña – Vigo – Porto.

D 9. September hen på formiddagen forlod vi La Coruña i Nordspanien. Vinden omkring pynten Finisterra var aftaget en smule, så vi stak afsted. En tur på ca. 24 timer.

Vi rullede afsted. Vi vidste godt, at vinden og søen kunne være livlig, indtil vi rundede Finisterra. Til at starte med, var der ingen vind, og vi gik for motor. Efter et par timer blæste det op, så vi havde en halvvind med bølgerne ind fra agten. Vi rullede afsted med en fart på 7-8 knob, solen skinnede og bjergene stod som silhuetter inde på land.

Hen på eftermiddagen aftog bølgerne. Nu kunne vi lænse, og stadig holde farten på 7-8 knob. Det var jo helt vildt, medvind første gang på turen! Vi synes faktisk, vi havde fortjent det. Der blev endda lavet rigtig aftensmad og vasket op, uden at man blev kastet rundt nede i salonen – vuuhuu! Desserten blev en præ-fab chokolade mousse.

Viden lagde sig, og den kolde nat gik for motor. Der var en del fiskeritrafik at holde øje med. Vi lagde til i Vigo havn omkring kl. 07.00 d. 10 september. En, for os, lille havn, så det var godt, at lyst var på vej. Havnen ligger 5 minutters gang til midtbyen, men så må man leve med industrihavnen som nabo.

Efter tapas og vin i Vigo, tog vi mod Porto. Vinden ville gå i syd og give modvind (igen!), og vi havde desuden nogle reparationer, som vi gerne ville have sat i gang mandag morgen. Turen til Porto tog en 12-15 timer. Mest for motor, men det var okay, når nu der ingen vind eller nævneværdige bølger var. Man kan sige, at det var en go’ modvind. Igen kom delfinerne på besøg, og en masse fiskerbøjer.

Vi gik i land i Leixoes lidt uden for selve Porto omkring kl 19 søndag d. 13. September. Her lå i forvejen 3 danske både. Ydun fra Ishøj, Else-Marie fra Vallensbæk og Artemis fra Hørup Hav. Danskere har vi ikke mødt mange af, sikkert fordi folk skal have Biscayen ‘overstået’, hvorefter man så slapper mere af her i området. Og Porto er jo bare en by, man må se og smage. Hvad med Portvin og friteret ostetorsk?

Leixoes havn er ikke noget særligt, beskidt med industrihavn som nabo. Men den er billig, der går bus direkte til midtbyen, og der er surf-badestrande i gå -afstand samt indkøbsmuligheder. Vi fik repareret sejl for 600 kr. En trediedel af dk-priser. Det blev endda hentet og bragt. Vores babystag som gik sig en tur på vej til Vigo, var åbenbart besværligt at få lavet, det tog damen på havnen 4 dage, at finde ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Brug aldrig mellemled, når noget skal fikses. Vi har hørt, at Lissabon kan fikse det, så vi må lave et midlertidig stag med noget reb.

Da vi kom i havn i Leixoes, kom der meldinger om, at en flok spækhuggere havde angrebet roret på en engelske båd. Det skete lidt nord for Vigo, hvor vi havde været nogle dage forinden. Den engelske båd blev bugseret i land, og det siges, at de spanske myndigheder efterfølgende har frarådet folk at sejle i det område. Det er trods alt sjældent det sker, men det jager en skræk i det fleste. Det siges, at sådan et angreb kan blive ved længe. Tænk at blive rusket rundt af de dyr?!

Vi er ved at vende os til at være på farten. Indtil nu har vi haft følelsen af at være på 3 ugers ferie. De 3 uger er efterhånden gået nogen gange. Vi skal ikke hjem om lidt, og vi vender ikke bare lige om. Vi går i shorts og klipklapper i september, og når vi har været på sightseeing går vi hjem, ikke til et hotel, men hjem. Når vi skal rejse videre, tager vi vores hjem med. Spanien og Portugal har på en måde været en milepæl, og den har vi nået. Vildt!

Ps. Ingen fisk på krogen. Vi har heller ikke fisket så meget. Men glemte at fortælle, at vi i Frankrig fiskede en fin lyserød plastikdoughnut op med bådshagen. Doughnuten har vi gemt.

Nu er vi i Cascais uden for Lissabon. Mere om det senere.