Grenadinerne, I

Bequia – Canouan – Tobago Cays – Mayreau – Union Island

Vi kom fri af karantænen efter 12 dage. Skipper lagde pres på havne-damen, og vi fik lov at gå i land, selvom vi ingen testresultat havde. Vi kunne også få vores indklarering og pas. Den 2. Februar efter vi havde provianteret og klargjort båd, sejlede vi til Port Elizabeth på Bequia. Fin tur med 10 sekundmeter i sejlene.

Port Elizabeth på Bequia er en lillebitte, afslappet og stille by, og den er sejlervenlig. Man kan få gas, vand, mad, grønt, et vaskeri og få ordnet sejl, endda inden for gå-afstand. Der er flotte lange strande og fine hike-ture.

Med kun et forsejl sejlede vi til øen Canouan nær Rameau Bay og smed anker lige før solnedgang. Næste formiddag sejlede vi videre til Tobago Cays, hvor ‘det sker’ hvis du vil se dyreliv.

Tobago Cays var ret blæsende, vi havde godt hørt, at Cays skal besøges i roligt vejr, helst under 10 sekundmeter. Men vi tjekkede stedet ud, for vi kunne jo altid komme tilbage.

Der var få både, og sidst på dagen tog vinden til. Resten af aftenen og natten blæste der en middelvind på 12-15 sekundmeter, så næste formiddag tog vi videre til Salt Whistle Bay på øen Mayreau, for at komme i læ og vente på, at vinden ville løje af, så vi kunne komme tilbage til Cays.

På Mayreau, Salt Whistle Bay lå der en håndfuld både. Man kunne høre på servitricen på den tomme strandbar, at der også normalt er propfyldt med sejlbåde, og at alle de nedlukkede skure normalt fungerer som strandbarer med masser af kunder. Vi fik også besøg af flere små både, som ville fortælle om aftenens menu. Hvis vi kunne, ville vi støtte dem, men vores budget holder ikke til at spise ude hver aften, eller hver gang vi kommer til en bugt med tomme restauranter – desværre.

Dagen efter d. 9. Feb. tog vi tilbage til Tobago Cays. Vinden havde lagt sig. Det tog en times tid inkl. bådtid. Der var kommet flere både, og vi lagde os ud til selve revet ‘Horseshoe’. Flere danke både var kommet til. Efter turen til skildpaddeøen, sejlede vi ind bag Petit Rameau og lagde anker for natten. De canadiske ‘Timmies Run’ fra Vancouver var der også, de havde klippet et split i deres flag, så de ikke følte sig helt udenfor blandt alle de danske, som de havde mødt.

Vi så skildpadder, rokker, søstjerner så store som middagstallerkner og masser af fisk.

Dagen efter var vinden taget til igen, så vi tog videre til Union Island. En lille tur på et par timer. Man skal være vaks her i området, for der er masser af rev og klipper.

Vi kastede anker i Chatham Bay og blev en en uges tid. Der var stille og ingen dønninger, og trods voldsomme kastevinde, lå vi stille. En enkelt strandbar var åben efter 10 måneders corona-nedlukning, ellers er her intet. Der var nogle gode hikes i skovene omkring os. Når vi snorklede langs klipperne, var vi omringet af fisk, og når vi var væk, kom pelikanerne for at jage. Pelikanerne holder til i træerne, som gror på de lodrette klippevægge. Vi snorklede hver dag, og hver dag så vi nye fisk og koraller. De danske både Carpe Diem, Lulu, Papaya og Pura Vida var der også.

Vi var ved at løbe tør for friske vare. Så vi tog en hike ind til byen Ashton, men indkøbsmulighederne var begrænset. En dåse af de grumme pølser koster 70 kr, og i samme kiosk kunne man købe hår-extensions til omkring 40 kr. Vi fandt lidt agurker, bacon, kål, kiks. Vi må nok tilbage til Bequia og handle, og så kan vi også hente vores storsejl.

Nu er vi taget til Clifton for at hente vand og handle lidt. I weekenden skulle vinde løje af, så vi igen kan tage til Tobago Cays og Petit Tabac, der er noget af Pirates of the Caribbean filmet – noget med en scene, hvor en masse rom bliver brændt af.

Mere om det i næste opslag.

Ps. 4 små Jacks og en makrel på krogen.

Ps. Vi undskylder for tyrkfejl og sludder, men vi skriver fra IPhone.