Dagen efter vi ankom til Azorerne fik vi en coronatest, hvorefter vi vendte tilbage til båden. Karantænetiden brugte vi på at slappe af, drikke champange og se film. Christoffer og Aleksander sneg sig i land til kiosken, for vi vidste at en enkelt champagne, ikke vil række langt.
Byen Horta på øen Faial er der, hvor de fleste sejlere mødes efter Atlanten. Vi så den røde franske båd, som vi har set flere gange i Caribien. Vi sagde hej til svenske Svala, fik øl sammen med Batana, Papaya, Cap Mai og norske Aylaya. Der blev fortalt historier om turen Caribien, om det seneste Atlanterhavskryds og naturligvis vejret på turen. Vi har været heldige; ingen storm, ingen nedbrud på selvstyren og motoren, ingen iturevet sejl, rigeligt med vand, elektricitet og mad (hvordan det senere så skulle gå, siger vi ikke noget om nu). Selvom det ikke er en konkurrence, må vi lige nævne igen, at vi indtil videre har være det hurtigste skiv på havnen. Ja, og så var vi jo slet ikke færdige, vi manglede stadig 1200 sømil til Frankrig.
Azorerne er et af de flotteste steder, vi har været på denne tur. Alle nuancer af grøn er repræsenterede. Langs vejene vokser store buske af Hortensiaer, ligesom der vokser mælkebøtter og valmuer derhjemme. De har flotte søer, bjerge, naturpools, marker fyldt med fritgående køer og en undergrund, der syder og bobler. Her får I lidt billeder af, hvad vi har oplevet på Faial:
På Faial afmønstrede vores gast Aleksander, som skulle hjem til Danmark. Dagen efter kom Leonardo og Victoria forbi og spurgt, om vi havde brug for besætning. De havde sejlet med en fransk båd fra Guadeloupe, og ville gerne videre med nogle venlige mennesker. Som prøvetur tog vi til Sao Miguel, og brugte nogle dage på at se den flotte ø. Her lidt mere om, hvad vi har set:
Så var det tid til at drage mod fastlandet. Lørdag d. 12. juni, efter at have provianteret og ordnet en utæt vandslange, tog vi afsted.
Mere om turen til fastlandet senere.
SY ANNA 