Atlanten fra Sao Miguel til A Coruna

1000 sømil // 8 døgn

D. 12. juni kl. 12 forlader vi Sao Miguel. Vi når lige at se foldboldkampen inden mobildækningen forsvinder samtidig med øen. De første 3 døgn gik for motor. Der var ingen vind eller sø. Aldrig har vi set Atlanterhavet så roligt. Med få mellemrum kom de små delfiner på besøg i store flokke. Om natten kunne vi se deres fartstriber i vandet, som små torpedoer. Det var morilden, som fik deres susen igennem vandet til at lyse op. Det så helt kunstigt ud, i flere dage fulgte de os på vej. Vores nye venner. De stygge gopler Man o’ War sejlede også vores vej.

Der blev lavet masser af mad. Ellers var det, som det plejede; sove, spise, holde øje med vind og vejr.

På dag 4 kom vinden med 8-10 sekundmeter, naturligvis som bidevind og senere foran for tværs. Ifølge vejrudsigten skulle det være en halvvind. Inden solnedgang blev begge sejl rebet. Vi skød en fart på 7 knob. Bølgerne kom med hilsner i cockpittet. Vinden tiltog til 10-12 sekundmeter. Sådan gik det de næste par dage.

Med vinden kom kulden. Nøj det var koldt! På denne tur var udkigstjanserne ensomme, ingen gad sidde i cockpittet, det var alt for koldt!

Efter 6 døgns sejlads valgte vi om natten at ændre kurs. Et grumt lavtryk var lige i hælene på os, og vi kunne ikke nå til Brest, før det ville ramme os med 20-25 sekundmeter. På det tidspunkt ville vi ligge et døgns tid uden for Brest, dér hvor havbunden rejser sig fra 4000 mter til 200 meter, dér hvor Biscayen begynder. En erfaring vi ikke havde brug for, på det tidspunkt. Så vi valgte at tage til A Coruna i Nordspanien. Den morgen, 300 sømil inden land, ryger vores babystag (ja det nye vi fik lavet i Porto sidste år), vores styrbord lanterne er flået af (ja, den nye lanterne fra DK), og da vi skal i havn og slår autopiloten fra, er vores rorhjul dødt. Det tager overhovedet ikke fat. Mystisk. Men vores autopilot virker. En fransk båd var tilfældigvis på vej i havn samtidig med os, og vi fik soret os fast til den, og bliver meget fint og rolig slæbt ind på en ponton. Godt at vinden og søen stadig var rolig. Den 19. juni ankom vi til A Coruna.

Så var vi der igen, i A Coruna. Lidt ærgelige over, at vi igen skulle krydse Biscayen. Men pyt, vi er på fastlandet nu, og byen er ganske fin. Dog lige lovlig køligt! Vores to gaster tog hjem til hhv. Østrig og Italien, og bådejerne fik, med hjælp fra båden Kalinka, splittet styrepiedestalen ad. Det tog os 4 dage! Reservedele fra Italien kom efter en uges tid, og vi kom videre. Vi fik en ny lanterne, nyt babystag, og måtte da også i masten med to nye beslag, da vi fandt to små revner. Henrik fra båden Pawikan havde tilfældigvis et stykke stål, som vi skar til to nye beslag. Hvor heldig har man lov at være, at møde mennesker, der lige kan hjælpe med stålarbejde!

Endelig, efter 18 arbejdsdage i havn, kunne vi den 8. juli sejle afsted mod nord.

Nu er vi i Frankrig. Mere om vores tur mod nord senere.

PS: Hvor bestiller man uldsokker i juli måned?