Vi er faktisk på vej hjem. Det har taget noget tid, for Anna vil ikke rigtig hjem, men det vil bådejerne gerne.

Efter et par døgn over Biscayen nåede vi den franske kyst, og vi var friske til at tage videre til Cherbourg, men skulle lige forbi Roscoff, for at tanke diesel. Vi huskede fra sidste år, at i denne havn kunne man tanke hele døgnet. Søndag d. 11. Juli Klokken ca. 03, et par sømil uden for Roscoff, sejlede vi ind i en fiskerbøje, og tovværket gik i skruen. Pis!

Så der lå vi i kulde, mørke og 4 kn strøm. Vi kunne naturligvis blot skære os fri, men vi kunne ikke være sikre på, at skruen var helt fri for tovværk, før vi selv havede været nede at kigge. Tovværk i skruen kan smadre gear, motor osv. Så vi ringede efter hjælp, og lige før solopgang blev vi bugseret i havn af en redningsbåd. En lidt spøjs oplevelse, da al kommunikation med gutterne på redningsflåden foregik via VHF’en og en tolk på land. I havn gled det sidste tovværk ud af skruen. Ingen skader var sket, så det ud til. Efter lidt søvn tog vi videre til Cherbourg, med skarpt udkig efter fiskerbøjer. På disse kante fik vi besøg af sæler og Marsvin, begge lidt sky, men de er trods alt, blevet vores nye bedste venner.

I Cherbourg blev vi en overnatning, og fik provianteret. Derefter tog vi videre til Le Havre. Vinden var ikke rigtig med os, så vi kunne tage længere mod nord.

Den 13. Juli ankom vi til Le Havre efter en fin sejlads i medstrøm. Dagen efter stævnede vi ud mod Boulonge Sur Mer, men efter få timers sejlads tabte vi vores redningsflåde, som udløste sig. Pis altså! Med besvær fik vi flåden på dæk, og sejlede tilbage i havn. Der lå heldigvis en Viking ‘station’ uden for byen, men de var kun vant til at servicere redningsflåder fra de store erhvervsskibe, og så lidt overrasket ud, da vi kom med en en ‘lille’ 8 personers flåde – sådan en havde de aldrig set.

Efter en lille uge kunne vi hente vores redningsflåde, ompakket i en taske, som fylder hele cockpittet. Ganske uhåndterbar, men trods alt en redningsflåde.

Nu er vi på vej igennem Kielerkanalen, så vi er stort set hjemme. Vi tænker gøre et kort stop på Falster fredag eller lørdag – I skal nok få besked om hvor og hvornår.

Vi tænker at være i Vallensbæk Havn på søndag kl. 14.00. Ændringer og præciseringer kan fanges på Instagram og Facbook 

1000 sømil // 8 døgn

D. 12. juni kl. 12 forlader vi Sao Miguel. Vi når lige at se foldboldkampen inden mobildækningen forsvinder samtidig med øen. De første 3 døgn gik for motor. Der var ingen vind eller sø. Aldrig har vi set Atlanterhavet så roligt. Med få mellemrum kom de små delfiner på besøg i store flokke. Om natten kunne vi se deres fartstriber i vandet, som små torpedoer. Det var morilden, som fik deres susen igennem vandet til at lyse op. Det så helt kunstigt ud, i flere dage fulgte de os på vej. Vores nye venner. De stygge gopler Man o’ War sejlede også vores vej.

Der blev lavet masser af mad. Ellers var det, som det plejede; sove, spise, holde øje med vind og vejr.

På dag 4 kom vinden med 8-10 sekundmeter, naturligvis som bidevind og senere foran for tværs. Ifølge vejrudsigten skulle det være en halvvind. Inden solnedgang blev begge sejl rebet. Vi skød en fart på 7 knob. Bølgerne kom med hilsner i cockpittet. Vinden tiltog til 10-12 sekundmeter. Sådan gik det de næste par dage.

Med vinden kom kulden. Nøj det var koldt! På denne tur var udkigstjanserne ensomme, ingen gad sidde i cockpittet, det var alt for koldt!

Efter 6 døgns sejlads valgte vi om natten at ændre kurs. Et grumt lavtryk var lige i hælene på os, og vi kunne ikke nå til Brest, før det ville ramme os med 20-25 sekundmeter. På det tidspunkt ville vi ligge et døgns tid uden for Brest, dér hvor havbunden rejser sig fra 4000 mter til 200 meter, dér hvor Biscayen begynder. En erfaring vi ikke havde brug for, på det tidspunkt. Så vi valgte at tage til A Coruna i Nordspanien. Den morgen, 300 sømil inden land, ryger vores babystag (ja det nye vi fik lavet i Porto sidste år), vores styrbord lanterne er flået af (ja, den nye lanterne fra DK), og da vi skal i havn og slår autopiloten fra, er vores rorhjul dødt. Det tager overhovedet ikke fat. Mystisk. Men vores autopilot virker. En fransk båd var tilfældigvis på vej i havn samtidig med os, og vi fik soret os fast til den, og bliver meget fint og rolig slæbt ind på en ponton. Godt at vinden og søen stadig var rolig. Den 19. juni ankom vi til A Coruna.

Så var vi der igen, i A Coruna. Lidt ærgelige over, at vi igen skulle krydse Biscayen. Men pyt, vi er på fastlandet nu, og byen er ganske fin. Dog lige lovlig køligt! Vores to gaster tog hjem til hhv. Østrig og Italien, og bådejerne fik, med hjælp fra båden Kalinka, splittet styrepiedestalen ad. Det tog os 4 dage! Reservedele fra Italien kom efter en uges tid, og vi kom videre. Vi fik en ny lanterne, nyt babystag, og måtte da også i masten med to nye beslag, da vi fandt to små revner. Henrik fra båden Pawikan havde tilfældigvis et stykke stål, som vi skar til to nye beslag. Hvor heldig har man lov at være, at møde mennesker, der lige kan hjælpe med stålarbejde!

Endelig, efter 18 arbejdsdage i havn, kunne vi den 8. juli sejle afsted mod nord.

Nu er vi i Frankrig. Mere om vores tur mod nord senere.

PS: Hvor bestiller man uldsokker i juli måned?

Dagen efter vi ankom til Azorerne fik vi en coronatest, hvorefter vi vendte tilbage til båden. Karantænetiden brugte vi på at slappe af, drikke champange og se film. Christoffer og Aleksander sneg sig i land til kiosken, for vi vidste at en enkelt champagne, ikke vil række langt. 

Byen Horta på øen Faial er der, hvor de fleste sejlere mødes efter Atlanten. Vi så den røde franske båd, som vi har set flere gange i Caribien. Vi sagde hej til  svenske Svala, fik øl sammen med Batana, Papaya, Cap Mai og norske Aylaya. Der blev fortalt historier om turen Caribien, om det seneste Atlanterhavskryds og naturligvis vejret på turen. Vi har været heldige; ingen storm, ingen nedbrud på selvstyren og motoren, ingen iturevet sejl, rigeligt med vand, elektricitet og mad (hvordan det senere så skulle gå, siger vi ikke noget om nu). Selvom det ikke er en konkurrence, må vi lige nævne igen, at vi indtil videre har være det hurtigste skiv på havnen. Ja, og så var vi jo slet ikke færdige, vi manglede stadig 1200 sømil til Frankrig.

Azorerne er et af de flotteste steder, vi har været på denne tur. Alle nuancer af grøn er repræsenterede. Langs vejene vokser store buske af Hortensiaer, ligesom der vokser mælkebøtter og valmuer derhjemme. De har flotte søer, bjerge, naturpools, marker fyldt med fritgående køer og en undergrund, der syder og bobler. Her får I lidt billeder af, hvad vi har oplevet på Faial:

På Faial afmønstrede vores gast Aleksander, som skulle hjem til Danmark. Dagen efter kom Leonardo og Victoria forbi og spurgt, om vi havde brug for besætning. De havde sejlet med en fransk båd fra Guadeloupe, og ville gerne videre med nogle venlige mennesker. Som prøvetur tog vi til Sao Miguel, og brugte nogle dage på at se den flotte ø. Her lidt mere om, hvad vi har set:

Så var det tid til at drage mod fastlandet. Lørdag d. 12. juni, efter at have provianteret og ordnet en utæt vandslange, tog vi afsted.

Mere om turen til fastlandet senere.

I har nok undret jer over, hvor næste update blev af. De fleste ved, at vi allerede har krydset atlanten, og er nu er på Azorerne. Den korte historie er, at forfatteren blev rullet på Guadeloupe og telefonen blev stjålet (gudseklov kun telefonen). Efterfølgende kom lock-down hvilket resulterede i, at alle barer og cafeer med ordentligt wifi, blev lukket. Men her er en update fra vores sidste uger i Caribien.

Den 9. April lettede vi anker fra Pointe-a-Pitre, og sejlede mod den del af Guardeloupe kaldet Basse – Terre. Den med bjergene. Det blev en lille og våd tur, hvor vi smed anker bag revet ved Goyave.

For det lidt utrænede øje er revet lidt svært at se, det første man lægger mærke til, er de strandede skibe og både, der ligger på revet. Man gyser lidt ved synet. Vi smed anker i øsregn og lavede varm kakao, selvom det stadig var 25 grader.

Dagen efter tog vi mod byen Basse-Terre i høj sol og 10 sekundmeter i sejlene. Først på eftermiddagen ankom vi svedende til en lille havn syd for Basse-Terre. Vi var overbeviste om, at Basse-Terre ville være regnfuld, da vi kun har set tunge skyer over denne del af øen, men de må regne af inden de når kysten. Solen bagte, vinden var væk og svede drev af os! Havet er dybt ved vestkysten, og vi skulle helt tæt på den sorte strand for at smide anker. Vi bruget resten af dagen på at bad og fiske efter Sanddollars.

Efter en overnatning tog vi mod Illet de Pigeon. Tæt på stranden Plage de Malendure smed vi anker og hoppede i vandet. Området er et naturreservat, hvor man kan snorkle og dykke. Vi tog jollen ud til den lille ø Pigeon, tøjrede os til fast til en af de små bøjer og hoppede i vandet. Der var masser af skildpadder, fisk og flotte koraller. Fiskene synes større der, end hvad vi ellers havde set. En kæmpe Barracuda bød os velkommen. Om aftenen begyndte dønningerne at rulle ind, så næste morgen på skippers fødselsdag og efter en snorkeltur og pandekager til morgenmad, sejlede vi videre mod nord.

Inden vi hopper i vandet tjekkes snorkelforholdene

I bagende sol og næste ingen vind tog vi til Deshaies. Vi håbede på, at en restaurant var åben til en fødselsdagsmiddag – der var et par stykker, og en bager med pæne kager. Ellers var byen corona-død. Lige inden solnedgang kom en flok delfiner ind i bugten, men de var hurtigt væk igen. En franskmand forklarede os, at hvert år omkring april/maj kommer de på besøg i bugten. 

Fødseslsdagsmiddag

Vi venter på delfinerne inden solnedgang

Næste morgen kom vi lynhurtigt ud af sengen, delfinerne var nemlig kommet på besøg igen, og de blev i flere timer. Det var på med snorkel, hop i vandet og svømme 40 meter, og så var de der! En flok på 7 stk. inkl. en unge. De kom helt tæt på 1-2 meter! Nogle var store med ar på kroppen. Selvom de er fredelige dyr, gisper man lidt efter vejret, når de kommer helt tæt på og smiler – de har ret store og mange tænder.

Hen på eftermiddagen var de der igen, og så var det på med snorkel og hop i vandet. Tænk at vi får lov til at hoppe i vandet fra ankerpladsen og svømme med delfiner! Dagen efter var de der igen. 

Wakeboad i Deshaies

Vi måtte videre, for vi skulle mødes med vores naboer fra Vallensbæk Havn. De sejlede afsted i 2019, og var nu i Guadeloupe. 

Den dag nåede vi ikke så langt, for uden for Ilet de Pigeon fik vi et fiskenet i skruen. Pis. Motoren blev slukket med det samme, og forsejlet hvet ind. Vi drev stille, og med en bådshage og kniv kunne vi få noget af tovværket skåret væk. Men vi måtte ind på mere roligt vand for at få reste ud. Dønningerne var alligevel for store.

Vi hev lidt af forsejlet ud, og satte kurs mod den ankerplads, vi tidligere havde besøgt. Da vi kom ind på mere roligt vand, bandt vi jollen fast til bagbord side og hev forsejlet ind igen. Med Christoffer ved roret, Sofus på udkig, Oscar i jollen og Gitte ved ankret kom vi langsomt ind i bugten. Naturligvis kom der pludselige vindstød susende ned fra bjergene, og kunne vores 15 hk jollemotor klare det? Det gik, og vi synes selv, det var en ganske fin landing. Vi blev natten over, trods håbløse dønninger i bugten.

Bøje i skruen. Der var mange af de satans bøjer. Flere af dem er gennemsigtige plastflasker eller gamle benzindunke.

Øer af Saragossatang. Det går i skruen. Folk som bor ved kysterne bliver påvirket af de gasser tangen afgiver. Det påvirker deres helbred, og så ødelægger det deres elektronik f.eks. køleskabe og lign.

Lørdag den 17. inden solnedgang kunne vi se Dannebrog for enden af indsejlingen til Pointe-a-Pitre, det var vores naboer Zoma.

Zoma skulle låne den gamle 30 HK motor.

Pointe-a-Pitre er ikke særlig eksotisk, men den er praktisk, for du kan få de meste i bådudstyr og proviantering. Guadeloupe har nogle af de største indkøbsområder i hele Frankring. Det ser vandvittigt ud for sådan en lille ø, måske ligner det Taastrup eller Glostrup gange 5. Vi lejede en bil for en uges tid, og tog på tur. 

På tur til vandfalde Chutes du Carbet, som skulle være Caribiens højeste på ca. 80 meter. Der er udsigt til havet i det fjerne. Vi har slatne sejlerkroppe, så vi var trætte efter sådan en hike. Det siges at Christoffer Columbus kunne se vandfaldet fra havet, og at det forsynede ham og besætningen med vand.

Cascades aux Ecrevisses. Dejligt med et bad i ferskvand

På kajaktur i mangroverne sammen med Zoma og besætning

Naturpools nord for Anse Bertrand. På med skoene så vi ikke flår vores fødder istykker.

Vi nåede kun at ture rundt et par dage, så kom der endnu flere corona-restriktioner. Man må kun bevæge sig i en radius på 10 km fra sit hjem. Vi overvejede om vi skulle flytte båden, men hvis vi både skulle flytte båd og bil, ville dagene alligevel gå med transport.

Oscar og Sofus tog hjem til DK sammen med to danske gaster fra Zoma. På Anna forberedte vi os efterfølgende på at krydse til Azorerne med gennemgang, rens og smøring af gående dele på dæk, henkogning, rense jolle osv. Her lidt fotos:

Montering af flere solceller, så vi kunne bruge autopiloten noget mere. Nætterne er alt for lange på de kanter.

Den gamle ventilator til motorrummet blev udskiftet, så den nu larmer endnu mere – strålende! Hvad så? Jow, men borer huller i røret og lydisolerer med et viskerstykke og en gammel tennissok.

Indkøb. Vi er ved at være rutineret i storindkøb.

Vi seeees Caribien!

Om ikke så længe får I vores update på Altnaterhavskrydset.

Tirsdag d. 2. Marts lettede vi anker og forlod Bequia med et repareret storsejl. Vi var ved at være frie af øen, da sejlet igen flænsede. De forstærkninger der var lavet i agterliget var ikke gode nok. Sejlet er gammelt, men egentlig fint nok. Den tidligere ejer af båden har ladet rebene sidde i sejlet, hvilket er praktisk nok, men det slider på agterliget, og det er derfor blevet skrøbeligt.

Tilbage til Bequia. Sejlet blev lavet samme dag, så vi kunne sejle dagen efter. Men vi blev overfaldet af flere rumpunch, så vi tog en dag mere på Bequia. Det er heller ikke de værste sted at hænge ud.

Vi smed anker ved Young Island, der hvor vi også var i karantæne. Christoffer skulle til byen efter nye guitarstrenge, og vores 30hk påhængsmotor skulle sælges. Vi havde egentlig håbet på at sælge til Omar, men han kunne ikke skaffe pengene. Så vi sejler stadig rundt med en stor påhængsmotor, som er stuvet ind i vores ‘redskabsrum’ – vores ekstratoilet. Vi bruger nu vores 15hk motor, som vi gav os selv i julegave. Den er noget lettere at håndtere, vi kan alle håndtere den. Historien er, at vi fandt gummibåd og motor i Nordsjælland til 12.000 kr. ialt. Vi sparede en del penge, og valgte at starte med det, vel vidende at det var lige i overkanten.

Gutterne tog til Kingstown. Damen tog på stranden.

Kingstown er kaotisk, larmende og slidt. I musikbutikken kunne man få guitarstrenge, en frituregryde, VHS-afspiller og kassettebådafspiller.

Det blev også til et besøg i en kirke, hvor Christoffer naturligvis skulle afprøve kirkens trommesæt. Så han fyrerede den af og det endte med at blive smidt ud af en fyr med en machete i livremmen.

Lørdag d. 6. Marts susede vi afsted mod Chateaubelair, den nordligste ankerbugt på St. Vincent. Den bugt blev vi glade for.

Vi var helt alene, måske fordi vulkanen Soufiere, som var lige om hjørnet, ulmer. Der lugtede lidt af svovl i ny og næ. Egentlig ville vi gerne på en vandretur i området, men det frarådes, da vulkanen er i kategori ‘orange’. Om aftenen, da vi var ankommet, var vandet helt stille, og det myldrede frem med morild, så havet omkring os var fyldt med stjerner…..og vi havde ikke fået for meget rumpunch. På himlen kunne vi se sydkorset.

På søndags-jolleturen fandt vi en lille strand med sort sand. Vi ville egentlig prøve at finde vandfaldet ‘Falls of Baleine’, som en lokal gut på Bequia havde anbefalet os. Søen blev dog for hård i den lille gummibåd, så vi vendte om. Vandfaldet kan kun nås via båd, så vi tog til byen for at finde en fisker, som kunne tages os derud.

Vi mødte en gut, som kaldte sig Adonis (ja, I læste rigtigt), han ville finde en fisker, som kunne sejle os til vandfaldet. Vi spurte til de små, nærmest lodrette marker, vi kunne se på bjergskråningerne. Adonis fortalte, at det var hamp, for som han lettere påvirket sagde; “for medical use.” “Ohh of course” nikkede vi, med et yderst anerkendende blik i øjnene.

Onsdag d. 10. Marts tog vi mod Martinique med en bidevind i sejlene og 10-15 sekundmeter. Egentlig ville vi have taget direkte til Guadeloupe, men vi tænkte at tage en coronatest på Martinique (vi kender jo laboratoriet). Det er ikke til at vide, hvordan coronarestriktionerne er, selvom begge øer er franske. Med dansk flag og en negativ test kunne vi tage til Guadeloupe – uden karantæne.

På Martinique spiste vi Haagen-Dazs is, tankede vand, handlede stort ind og havde besøg af Fritz til en sundowner og mad. En pensioneret sømand fra Hamborg, som har sejlet rundt alene her i området i 14 år. Han havde været strandet på Tobago siden sidste forår, og havde nu endelig fået lov til at forlade landet – vi undrede os alle over, at det skulle være et problem at forlade et land.

Mandag den 15. Marts udklarerede vi fra St. Pierre og tog mod Guadeloupe, igen med en bidevind. Og så kom regnen.

Nu er vi på Guadeloupe. Vi har faktisk været her næsten to uger. Wifi har der ikke rigtig været så meget af, så en ny opdatering har været mulig. Mere om Guadeloupe senere.

Ps. Ingen fisk på krogen. Men vi kunne godt tænke os en Wahoo.

Iøvrigt kunne vi godt tænke os, snart at se nogle hvaler.

Union Island, Tobago Cays, Canouan, Bequia

I Clifton på Union Island var vi par dage. Fik lidt for meget rumpunch og gik på tur til stranden hvor man kunne få en liggestol og cola hos ‘Sparrows’. På tilbagevejen gik vi over bakketoppen, som gav os udsigt over revet ved Clifton. Byen er hjemsted for kitesurfing og vinden her blæser konstant 10-12 sekundmeter.

Søndag d. 21. Februar om morgenen sejlede vi ud til Tobago Cays. Vinden havde lagt sig til omkring 5-8 sekundmeter. Flere både var kommet pga. ‘Cays vejret’. Vi hoppede straks i dinghy’en for at tage ud til Petit Tabac. Vi blev sjaskvåde, for selvom vinden havde løjet af, og vores dinghy er relativt stor, kom bølgerne stadig ind over os. Vi fandt passagen i revet og tøffede derudaf.

På vej tilbage til båden fra Petit Tabac, bandt vi dinghy’en fast til en bøje ved indsejlingen til revet, og hoppede i vandet. Det flotteste snorkelsted indtil videre! Der er nemlig en skrænt, hvor hunderedvis af fisk svømmede rundt. Skrænten er et landskab af forskellige skove af koraller.

Allerede om aftenen tog vinden til, og næste dag tog vi videre. Flere sejlbåde forlod området omkring Cays den dag. Inden vi lettede anker, skulle vi lige ind forbi skildpaddestranden og over på den lille ø Jamesby, for at se leguaner. Efter frokost sejlede vi til Canouan, og kastede anker ved det lille hjørne ved Rameau Bay, vi tidligere havde besøgt. Vi fik nogle ordentlige kastevinde, hvor vi pludseligt fik 10-20 sekunder.

Den 24. Februar drog vi mod Bequia igen. Vi havde jo et storsejl, som skulle hentes. Vi manglede ogsåen vandretur til Mt. Peggy. Turen til Bequia blev lidt hård, der kom regnbyger med 15-17 sekundmeter i en bide vind, blandet med en håbløst krappet sø. De sidste sømil ind i bugten til Port Elizabeth huggede vi i bølgerne for motor. Ingen orkede at lave frokost, så da vi kastede anker tæt på stranden Princess Margaret Beach, tog ind på ‘Jacks’ og spiste fiskeburger. Vi gik tidligt i seng, man bliver lidt ør af at sidde i en føntørre.

Vi er begyndt at drøfte vores rute de næste uger, for vi har faktisk kun 8 uger tilbage, inden vi skal over Atlanten igen, primo maj. Hvilken ø kan vi starte fra med henblik på corona? Kan vi få gaster med? Lukker Azorerne? Er de franske øer ikke det letteste, også af hensyn til god og prisvenlig proviantering?

Mere om vores færd i næste opslag.