SY ANNA

Grenadinerne, I

Bequia – Canouan – Tobago Cays – Mayreau – Union Island

Vi kom fri af karantænen efter 12 dage. Skipper lagde pres på havne-damen, og vi fik lov at gå i land, selvom vi ingen testresultat havde. Vi kunne også få vores indklarering og pas. Den 2. Februar efter vi havde provianteret og klargjort båd, sejlede vi til Port Elizabeth på Bequia. Fin tur med 10 sekundmeter i sejlene.

På St. Vincent er der gode muligheder for proviantering.

Port Elizabeth på Bequia er en lillebitte, afslappet og stille by, og den er sejlervenlig. Man kan få gas, vand, mad, grønt, et vaskeri og få ordnet sejl, endda inden for gå-afstand. Der er flotte lange strande og fine hike-ture.

Storsejlet blev afleveret hos sejlmageren, som flere både havde anbefalet. De fikser agterliget og sætter nye slæder på.

Over Vhf’en kaldte vi på vandbåden. Der gik kort tid, så kom han med vand, og kunne også tage imod vasketøj. Han skulle naturligvis have en morgrnbajer, mens han ventede. Vi havde stadig et par kolde Caribe på køl.

Vi var lige ankommet til øen, og efter 10 skridt på land møder vi Artemis.
De har sejlet i området i mange sæsoner, så vi fik masser af fifs. Vi kunne også høre, at normalt er der proppet med både i området og masser af liv, men pga. Corona er her stille og få sejlere.

Freja fortalte os om de ankerpladser, de godt kan lide. Hun introducerede os senere til drinken BBC. Banan, Bailey og coconut creme….lææækkkert!

Med kun et forsejl sejlede vi til øen Canouan nær Rameau Bay og smed anker lige før solnedgang. Næste formiddag sejlede vi videre til Tobago Cays, hvor ‘det sker’ hvis du vil se dyreliv.

Tobago Cays var ret blæsende, vi havde godt hørt, at Cays skal besøges i roligt vejr, helst under 10 sekundmeter. Men vi tjekkede stedet ud, for vi kunne jo altid komme tilbage.

Der var få både, og sidst på dagen tog vinden til. Resten af aftenen og natten blæste der en middelvind på 12-15 sekundmeter, så næste formiddag tog vi videre til Salt Whistle Bay på øen Mayreau, for at komme i læ og vente på, at vinden ville løje af, så vi kunne komme tilbage til Cays.

Her i området er der fyldt med ituslået konkylier. De ligger i bunker på stranden. De skulle smage godt efter en tur i frituren – det meste smager godt efter frituren.

På Mayreau, Salt Whistle Bay lå der en håndfuld både. Man kunne høre på servitricen på den tomme strandbar, at der også normalt er propfyldt med sejlbåde, og at alle de nedlukkede skure normalt fungerer som strandbarer med masser af kunder. Vi fik også besøg af flere små både, som ville fortælle om aftenens menu. Hvis vi kunne, ville vi støtte dem, men vores budget holder ikke til at spise ude hver aften, eller hver gang vi kommer til en bugt med tomme restauranter – desværre.

Salt Whistle Bay: En gut i kajak besøgte os, for at vise os krims-krams-smykker. Hvis vi kunne, ville vi hjælpe dem, og købe det hele og spise deres mad på deres lille bar. Her er der ingen ‘hjælpepakker’.

Bugten er flot med sandstrande på begge sider af ‘tangen’.

Dagen efter d. 9. Feb. tog vi tilbage til Tobago Cays. Vinden havde lagt sig. Det tog en times tid inkl. bådtid. Der var kommet flere både, og vi lagde os ud til selve revet ‘Horseshoe’. Flere danke både var kommet til. Efter turen til skildpaddeøen, sejlede vi ind bag Petit Rameau og lagde anker for natten. De canadiske ‘Timmies Run’ fra Vancouver var der også, de havde klippet et split i deres flag, så de ikke følte sig helt udenfor blandt alle de danske, som de havde mødt.

Tobago Cays, skildpadde-ø. Vores gast Tonny har filmudstyr med, og har filmet vores snorkelture, så på et tidspunkt uploader vi film her på bloggen.

Vi så skildpadder, rokker, søstjerner så store som middagstallerkner og masser af fisk.

Dagen efter var vinden taget til igen, så vi tog videre til Union Island. En lille tur på et par timer. Man skal være vaks her i området, for der er masser af rev og klipper.

Vi kastede anker i Chatham Bay og blev en en uges tid. Der var stille og ingen dønninger, og trods voldsomme kastevinde, lå vi stille. En enkelt strandbar var åben efter 10 måneders corona-nedlukning, ellers er her intet. Der var nogle gode hikes i skovene omkring os. Når vi snorklede langs klipperne, var vi omringet af fisk, og når vi var væk, kom pelikanerne for at jage. Pelikanerne holder til i træerne, som gror på de lodrette klippevægge. Vi snorklede hver dag, og hver dag så vi nye fisk og koraller. De danske både Carpe Diem, Lulu, Papaya og Pura Vida var der også.

Sundowner på Pura-Vida. Dem havde vi ikke snakket med siden Las Palmas. Dejligt gensyn og den sædvanlige snak om Atlanterhavskrydset, solceller, batterier og næste stop på rejsen.

Sofus og Oscar på fisketur. Om aftenen var der bid direkte fra båden. Jacks og makrel.

Vi var ved at løbe tør for friske vare. Så vi tog en hike ind til byen Ashton, men indkøbsmulighederne var begrænset. En dåse af de grumme pølser koster 70 kr, og i samme kiosk kunne man købe hår-extensions til omkring 40 kr. Vi fandt lidt agurker, bacon, kål, kiks. Vi må nok tilbage til Bequia og handle, og så kan vi også hente vores storsejl.

Vi har glemt at fortælle om denne anordning. En julegave fra familien Lund i Nivå og Bornholm. Ved første øjekast var i tvivl om anvendelsen, men nu bruger vi den til at afsalte os efter en svømmetur. Vi har ikke nok vand til at bade efter hver tur i havet, men med denne havesprøjte kan vi afsalte det værste væk. Ellers går vi i bad på vores badeplatform agter.

Vi må jo ikke glemme at berette om toiletsituationen – kæft vi er trætte af den septiktank, som altid stopper til! Vi brugte 5 timer (inkl. rengøring) på at ændre rørføringen, så nu går den direkte ud i havet. Det er tanken, den er gal med, så Artemis lånte os en kikkert for en inspektion, og der ligger grumme kalkflager og lukker for aftrækket.

Nu er vi taget til Clifton for at hente vand og handle lidt. I weekenden skulle vinde løje af, så vi igen kan tage til Tobago Cays og Petit Tabac, der er noget af Pirates of the Caribbean filmet – noget med en scene, hvor en masse rom bliver brændt af.

Mere om det i næste opslag.

Ps. 4 små Jacks og en makrel på krogen.

Ps. Vi undskylder for tyrkfejl og sludder, men vi skriver fra IPhone.

Barbados, St. Lucia, Martinique

Det er et stykke tid siden, der har været nyt her på bloggen, men vi har holdt fri fra blog og båddimseri (næsten). Lige nu er Anna og besætningen i karantæne på St. Vincent, så der er ingen undskyldning for ikke at få skrevet lidt. Netværk har vi kun lidt af, når vi joller hen forbi Mangoz bar.

Det ser ikke ud til, at de 10 dages karantæne holder. Vi er på dag 11 nu. Testpersonalet nøler, de roder rundt, så kun noget af en besætningen får et resultat, mens resten af båden må vente. Vi må minde dem om, at deres alternative løsningsforslag strider imod deres egne regler, og så bliver de lidt forvirrerede.

Der skulle også være en Caribbean Travel Bubble, som skulle gøre det let at sejle rundt mellem visse øer, men fidusen ved den ‘bubble’, leder vi stadig efter.

Her lidt fra den seneste måned.

Buldrende Barbados.

På Barbados brugte vi tiden på at slappe af og se på hvilke øer, vi gerne vil og kan besøge. Vi brugte også tid på at finde ud af, hvordan Christoffers to drenge kunne komme herud, og hvem de kunne følges med. Pga Covid yder ingen flyselskaber bistand ved rejsende børn.

Barbados er lille og tæt befolket, der er huse overalt. Det virker som om, at de fleste folk her har, hvad de skal bruge. De er enormt høflige, festlige og farverige og er ellers ligeglade med turister, det passede os fint. Nogle kunne se på vores kulør, at vi var de såkalde ‘yaties’ og spurgte; ‘Wha’ bå’ r ye innn?’

Barbados var dyr især grøntsager og frugt. En tomat pakket i en bakke med cellofan kan købes til en 10-15 kr. i supermarkedet. Ja, EN tomat. Ellers er det mest gængse grønt kartofler, yams, løg, agurk, bananer og naturligvis sukker.

Vi lå for anker i Carlisle Bay uden for Bridgetown. I bugten er der flere gamle vrag på få meter vand, man kan snorkle omkring. En fin strand, hvor travhestene svømmer, ja sommetider helt ud fobi vores båd, kom de prustene. Og så var det jo jul og nytår, så der var godt gang i de lokale partyboats. På Barbados er det begrænset med gode ankerpladser, så vi blev i Carlisle Bay, selvom den er lidt for by-agtig til os. Pyt, efter Atlanten er lidt byliv helt ok!

På tur til grotter med udsigt over Atlanterhavet. I flere dage undrede vi os over, at vi faktisk var sejlet over Atlanten. Det er jo vandvittigt.

Vores danske nabobåd. De havde naturligvis generator.

Et par gaver juleaften, tunbøffer og Ris a la mande til dessert.

Altsååå….vi havde låst dinghy’en fast til en trappe i Bridgetown. Vores lås gik i baglås, og vi måtte demontere hele trappen, tage den med i gummibåden, sejle ud til Anna og skære låsen over. Derefter ind til byen igen og montere trappen. Det var den aften.

Lukkede St. Lucia

Efter et par uger, ville vi gerne videre. Nogle venner fra ‘Harmatten’ var på St. Lucia, og vi trængte til selskab hen over nytår. Selvom der ingen vind var, sejlede vi ca. 15 timer for motor til øen. Tog en Covid-test d. 30. December til overpris, og gik i land d. 31. Fik et rigtigt brusebad og tog pænt tøj på. Marinaen havde endda en lille pool! Vi spiste hummer på en lokal restaurant, hørte lidt livemusik på en skummel bar, men den blev hurtigt lukket af politiet, så vi gled langsomt væk derfra. Gik tilbage til bådene og fik champagne, som vi havde slæbt rundt på siden Danmark. Godt vi lå i havn, ellers kunne vi godt have lidt svært ved at finde hjem.

Det var begrænset, hvad vi nåede at se af øen, for efter en lille uges tid, skulle vi videre til Martinique og hente gaster. På St. Lucia er flere af de gode strande ejet af hoteller, så vi kunne ikke altid lægge vores dinghy på stranden, tænk hvis vi skulle blande os med hotelgæsterne, som var i karantæne. Vi var ikke interesserede i deres hotel, men ville blot op og vandre på de flotte ‘Pitons’. Det undrede manden med den pæne skjorte sig over. Skuffede jollede vi tilbage til båden.

Covidtest. Vores nabobåd fra Canada skulle 14 dage i karantæne, fordi de kom med fly (deres båd overvintrede på øen). Vi kom i egen sejlbåd fra Barbados, som blev betragtet som ‘Low risk’.

Anna med Piton Petit i baggrunden. I vores almanak blev vi advaret om fyldte ankerpladser, men ofte var vi blot et par stykker eller helt alene.

På vej fra Piton Gros med dinghy på slæb. Øen er virkelig flot.

Marigot Bay, godt beskyttet af mangrover. Næsten ingen sejlbåde udover lokale. Der tjenes ingen penge pga Covid.

Matinique for fuld musik

Den 8. Januar susede vi afsted til Matinique med 10 sekundmeter i sejlene foran for tværs. Da vi kom fri af land hilste vi igen på atlanterhavsbølgerne, dem havde vi ikke savnet. Denne gang kom de ind fra siden, og besøgte cockpittet. Vi smed anker ved Fort de France, og med et europæisk flag på skuden skulle vi ikke bruge tid på langsommelig indklarering, covidtest eller karantæne. Modsat andre øer er ankerpladser gratis…..Top!

Aftenerne på øen var stille pga. Covid. Næsten alle restauranter og barer var lukket. Kun på havnefrontens pavillon blev der øvet på trommer og truttet i konkylier. I parken nær stranden øvede det lokale sambaband til årets karneval – mega cool!

Øen er fransk, pæn, uden tiggeri og du kan få, hvad du skal bruge. Øen er smuk grøn med store banan- og sukkerrørsplantager. Her er mange sejlbåde, primært franskmænd. Vi lejede bil og kørte øen rundt sammen med mor Grethe og far Hans, som sammen med vores gast Tonny havde fulgt Oscar og Sofus herover.

På vej til lufthavnen for at hente gaster, ingen karantæne til dem – fedt!

Stranden hvor Columbus angiveligt skulle være gået i land, da han kom til øen. Vi skulle naturligvis bade og ha’ en rompunch

Farvel-kaffe og kage på torvet inden Grethe og Hans skulle hjem til DK og Anna videre til St. Vincent.

400 spørgsmål fra St. Vincents myndigheder skulle besvares, inden vi kunne tage til afsted, det krævede en rom-sjus. På Matinique fik vi en gratis Covid test, og et resultat på under 12 timer.

Vi susede afsted fra Matinique d. 19. Januar med 12-15 sekundmeter i forsejlet. Atlanterhavsbølgerne besøgte igen cockpittet. Vi sejlede i læ af St. Lucia og sneg os ind på en ankerbøje ved ‘Pitons’ kl. 21. Sov til lidt før solopgang, og sejlede videre til St. Vincents sydspids. Som St. Lucia er øen flot grøn med de her ‘pitons’. Vi ankom til St. Vincent midt på eftermiddagen d. 20. og fik det, der lød som en skideballe af gut i en jolle, hvorfor ved ikke. Derefter kom Jimmy i en jolle, som med stor røst påstod, at han var vores ‘receiver!’. ‘Praise the Lord, vi havde aldrig hørt om en ‘receiver’. Lidt utroværdigt og kommanderende fortalte han os, hvor vi skulle ligge, og hvad vi skulle bruge ham til. Stemningen blev lidt dårlig, det er åbenbart stilen her i bugten. Men vi fandt ud af, at Jimmy faktisk var vores ‘receiver’ – halleluja!

Karantæne ved Young Island, St. Vincent

Det har kostet os små 6000 kr. at få adgang til St. Vincent og Grenadinerne, som er en blanding af covidtest, indklareringsafgift, cruising fee, leje af ankerbøje i 10 dage, som vi er pålagt at anvende osv. Vi bliver her i området i lang tid, tænker vi.

Indtil videre har vi ikke myrdet hinanden. Tiden er gået med at høre lydbøger, se på skærm, svømme, se på stjerner, snorkle, padle, rense bund, fixe toilet – igen! Efter karantænen får vi adgang til Grenadinerne, som er måske 20-30 små øer hvor dyrelivet er exceptionelt, og øerne mere eller mindre øde. Vi starter med at tage til Bequia for at proviantere lidt, vi skal ikke regne med, at vi kan få proviant længere mod syd. Samtidig har andre både anbefalet en sejlmager på øen, vi har jo et flænset storsejl, som skal ordnes. Stemningen skulle også være bedre dernede.

Mere om Grenadinerne næste gang.

Atlanten 2020

Dag 1, søndag d. 22. November

Humøret er højt da vi stævner ud kl. 14. Vi bliver fulgt ud af den danske båd Hanmatten, som vinker farvel. Vi spiser Arjens fødselsdagskage. Efter et par timer er vi meget stille allesammen, der en ingen vind, og bølgerne omkring øen er ubestemmelige og krappet. Gitte lægger ud med at kaste op, skarpt efterfulgt af Kim. Muddi har taget madteten, og er en halv time om at skrælle 4 kartofler. Vi spiser præfab-sandwich til aftensmad, vi orker ikke andet. Sejlene sættes ca. kl. 17, da vi er kommet fri af øen.

Ses Gran Canaria, i morgen er land ude af syne.

Dag 2, mandag 23. November

De første par nætter på farten er altid urolige. Vi får sovet hist og pist. Kim og Gitte er stadig ramt af lidt søsyge. Resten er ellers rimelige friske det meste af tiden. Dagen går med at sejle og hvile. Vi spiser varm mad til frokost, selvom vi ikke er særligt sultne, men vi har brug for noget i skrutten. Med en halvvind skyder vi en fart på 6-7 knob. Kl. 20.55 lige før vagtskifte fanger vi en guldmakrel, vi alle oppe og køre over det! Får sms fra den danske båd Papaya, som ligger 25 sømil bag os.

Dag 3, tirsdag 24. November

Vi suser stadig afsted. Dagen er gået med at sove og styre. Stadig søsyge og trætte. Vi har allerede lidt udfordringer med strømmen, da det har været let overskyet og båden krænger modsat solen halvdelen af dagen. Vi sætter motor i et par timer. Det blæser op hen på natten og en pludselig ubestemmelig vind på 20 sm flænser storsejlet, ingen kommer noget til, men det er kritisk med storsejlet. Resten af natten går for forsejl. Stemningen er trykket, da vi går i seng.

Dag 4, onsdag 25. November

Så snart det bliver lyst, får vi overblik over skaderne. En 140 cm lang flænger lige under andet reb. Det er nedslående. Det drøftes om vi skal gå ind i Kap Verde, men bliver enige om at bruge tiden til at sy sejlet, for at se om det vil fungere kombineret med reb. Gitte og Christoffer er på dæk hele dagen for at sy. Arjen, Kim og Muddi styrer resten. Bølgerne tiltager sidst på eftermiddagen pga lavtryk mod nord, så reparationerne må fortsætte dagen efter. Med 2/3 forsejl skyder vi trods alt 6 knob. Vi spiser guldmakrel i kokosmælk og pasta. Muddi bliver udnævnt til chefkok, allerede fra morgenstunden blev der drøftet hvilken marinade, der ville klæde en makrel. Vi er stadig trætte og Kim lider stadig lidt af søsyge. 2 fisk på krogen, som hopper af. Får SMS fra den danske båd Harmatten, som er taget afsted fra Las Palmas.

Dag 5, torsdag 26. November

Natten har været mega gyngende, men vi har trods alt skudt en fin fart på 6-7 knob. Gitte og Christoffer fortsætter med at reparere sejl. Resten sørger for, at vi kommer fremad. Der kommer fisk på krogen to gange, men de hopper begge af. Pis. Sejlet er færdigt da vi skal ha’ kl-15-Pepsi-og-popcorn, her drøfter vi også livet om bord generelt; skrald, vagtplan, sikkerhed, sejlsituationen. Efter popcorn sætter vi storsejlet i første reb. Sejlet holder, men det er for svagt i agterliget, og vi beslutter at forsøge at reparere det yderligere den kommende dag. Bølgerne er omkring 3 meter. Vi gynger stadig meget.

Dag 6, fredag 27. November

Dagen går med at sejle, hvile, spise og fiske. Til frokost har kokken lavet stuvet hvidkål med kylling. Vi får en stor guldmakrel på kogen, det tager mere end en time at få den ind – en genstridig fyr. Kim er lynhurtig til at få renset fisken. Tiden bruges også til at drøfte storsejls-situationen. Havde vi været i land, var vi naturligvis ikke sejlet ud med sådan en flænge, men nu er vi her, og så længe vi kan rebe sejlet, er der ‘ingen ko på isen’ sikkerhedsmæssigt. Der er andre, som sejler med rebet sejl over Atlanten. Dertil har vi ekstra sejl med, hvis det skulle gå helt galt, selvom det ikke er optimalt at skifte sejl herude. Vi har altså flere planer, hvis vi får flere skader. Alligevel er der lidt panik blandt besætningen, som pludselig overvejer at afmønstre i Kap Verde. Vi sætter kursen mod Kap Verde, og overvejer hvordan vi skal komme videre, med resterende besætning, tidsplanen og Corona i baghovedet. Nu er alle ved at få søben, og overskuddet er kommet ombord, og det er forfra på den konto, hvis vi nu skal i land. Stemningen er trykket.

Dag 7, lørdag 28. November

Vi sætter storsejlet ved solopgang og aftaler procedure for hvornår forsejl skal rebes yderligere, og hvornår storsejlet skal ned. Vi sætter nu kurs mod Barbados, der er kommet ro på ‘storsejlssituationen’. Denne afstikker mod Kap Verde har kostet os et par dage. Vi skulle egentligt have drejet af mod vest tidligere. Vi spiser pandekager. Muddi overvejer sovsen til aftens fisk. Vi får besøg af store delfiner, man kan høre deres kalden gennem skroget. Temperaturen er steget. Natten bliver lidt urolig med lidt regn og vind fra skiftende vindretninger.

Dag 8, søndag 29. November

Dagen går med at sejle, hvile og vædde øl-omgange om, hvornår vi ser den første båd, vi har ikke set nogen siden dag 3. Muddi og Kim mediterer over aftens risotto med fisk. Bølgerne er blevet væsentligt mindre, og vi begynder at få vinden agten fra. En go’ dag med overskud. Arjen og Gitte tjekker hvordan maden i køleskabet har det, og gør status. I løbet af natten får Arjen besøg af en flyvefisk i sin kahyt, den er simpelhen fløjet ind gennem lugen!

Dag 9, mandag 30. November

Dagen går med lidt for stille sejlads. Vi skyder kun 4-5 knob. Et vindstille område fra NØ er ved at indhente os, og ved kl-15-Popcorn-og-Pepsi overvejer vi sætte motoren for natten, og stikke mere syd, for at komme væk fra vindlommen. Øvrige arbejdsopgaver fordeles; Muddi og Kim får ansvaret for aftensmaden, Gitte og Arjen rengøring. Christoffer sejlføring, kurs og vejrudsigt samt uddelegering af driftsopgaver. En dag med go’ overskud. Muddi vinder allerede væddemålet, langt ude i horisonten ser vi et skib.

Dag 10, tirsdag 1. December

Efter en nat for motor, kan vi hen på morgenen sætte sejl. Vi skyder en stille fart på 5 knob, og bruger dagen på at tage et bad. Har fået sms fra Harmatten, som befinder sig 150 sømil lidt mod nord. Det er 1. December og ved kl-15-Pepsi-og -popcorn åbner vi julekasserne, vi har fået med fra Danmark. Båden bliver pyntet. Efter aftensmaden får vi pebernødder, slik og en romsjus. Vi skriver sms hjem. Vinden er imidlertid tiltaget lidt, men er ellers stabil, så vi skyder en fart på 6-7 knob. Perfekt.

Dag 11, onsdag 2. December

Natten har været rolig med fuld blus på månen og rolig sø. Hen på formiddagen blæser det op til omkring 12 sm, og søen rejser sig. Dagen bruges til at sejle, sove, spise og fikse småting. Ved Pop ‘n’ Pep (popcorn og Pepsi) tager vi kortet frem og sætter dagens position. Indtil videre det døgn, hvor vi har tilbagelagt flest sømil, 155 . Vi taler om sange, som ville være upassende i 2020, så vi synger ‘Tre små kinesere’. Arjen ser mærkeligt på os. Vi tipper om, hvornår vi ankommer til Barbados, Port of Bridgetown. Kl. 20 ser vi et andet skib på vej mod øst, det er ca. 5 sømil væk. Vi glor alle på skibet en times tid.

Dag 12, torsdag 3. December

Natten har været urolig med krappede bølger og 15 sekundmeter go’ vind. Det er ikke meget vi får sovet for tiden. Om morgenen opdager vi, at vores spritnye vanddunk/ – sæk på 150 l. er læk. Den ligger blødt på en madras ude i stævnen. Gulvtæppet og den ene madras, samt et par af sejlene under sengen er våde. Pis. Vi tømmer vandet ud i vores ene tomme vandtank. Det tager hele eftermiddagen at få ting ud, tørret og ting ind. Kl. 16 fejrer vi, med en øl, molle og nachos, at vi er halvvejs på vores tur. Vi får dåsefrugt med choko til dessert.

Dag 13, fredag 4. December

I løbet af morgenen er det blæst op og begge sejl er rebet. Søen er krabbet og bølgerne tager til. Vi ligger i udkanten af en front, som egentlig skulle være opløst. Håber det aftager snart, vi får pip af de bølger, som ruller os rundt fra forskellige retninger. Vi starter motoren for at få noget juice på batterierne, det har været ret overskyet på turen, så solcellerne har ikke ydet tilstrækkeligt. Midt på dagen ændrer vinden sig, og vi må af med spilerbommen og sejle halvvind – hvor kom det fra, her midt i passaten?! Spilerbomsnedhalet flyttes, så det trækker mere optimalt, og søgelænderet bliver påforet med et stykke vandslange, for at beskytte tovværket. Muddi får to flyvefisk i hovedet på sin nattevagt.

To på vagt om natten. Bagvagten kan slumre.

Dag 14, lørdag 5. December

Det er en flot og varm dag. Vinden er aftaget en smule, men bølgerne er der stadig fra forskellige retninger. Vi slapper af, efter et par urolige dage. Vi arbejder stadig på at få tørret stævnen efter vandsækkens læk. Det var ikke meget vand, men vi har mange ting opbevaret derude. Vi fejrer den hollandske jul, Santa Klaas d. 5. December med O’Boy chokodrik, rom-sjus, slik og pebernødder. I Holland giver man hinanden gaver i dag og et digt. Så vi giver også digte i dag. Det er tydeligt, at Arjen er rutineret. Vi synger Glade Jul, Norwegian Wood og Personel Jesus. Vi får sms fra båden Harmatten, som ligger 30 sømil nord for os, de har også haft udfordringer med flænge i storsejl, udskiftning af slidte skøder og manglende strøm….jeps, never a dull moment.

Dag 15, søndag 6. december

Vi har sejlet for motor side midnat. Der er ingen vind og dagen er varm. Bølger er der ikke noget af. Vi dovner den. Sidst på eftermiddagen samler skyerne omkring os. Vinden kommer nu som en halvvind fra nord. Efter et par timer, kan vi se en front fra nord nærme sig. Vi gør os klar til uvejr. Vinden tiltager til 25 sekundmeter, og lidt efter kommer regn, derefter bølger. Efter en times tid, er vi nede på 15 sekundmeter, og vi hiver en snas ud af forsejlet og slukker motoren. De næste par timer går vi 6 knob med en vind på 10-12 sekundmeter. Søen er håbløst urolig. Vi får ikke sovet meget den nat. Vi har iøvrigt 1000 sømil tilbage, det skal fejres! Christoffer for en flyvefisk i øjet, av!

Dag 16, mandag 7. December

En varm og stille dag unden vind. Vi dovner igen, og får sovet ud efter natten og taler meget om den manglende vind, og hvornår vi er land. Søen har lagt sig, men pga den manglende fart, ridder vi ikke rigtig på bølgerne. Vi tager hul på glassene med henkogt kød og laver lasagne. Frugt har vi ikke mere af, kun kål, løg og kartofler er stadig friske. Dåsefrugt er lækkert efter en tur i køleren. Natten er stille og klar med den vildeste stjernehimmel! Efter Biscayen kunne vi dufte land, gade vide hvordan Barbados dufter?

Dag 17, tirsdag 8. December

Dagen går med alt for stille sejlads. Vi skyder kun 5 knob, vinden er for svag til at sætte skub i damen. Solen er stærk, men alligevel kommer der ikke nok juice på vores solceller, dels fordi vores radar skygger med den kurs vi har nu, og dels fordi vi gynger. Så der bliver lavet en midlertidig vippeløsning. Vores sofa repareres midlertidigt. Pga. en bølge, blev den modtager af en flyvende mand, en af de store af slagsen. Køkkenet har planlagt menuen frem til lørdag.

Kahytten kan blive for varm, så er sofaen go’.

Dag 18, onsdag 9. December

Natten startede med flot stjernehimmel men hen på natten kom der lidt skyer og regn. Vi skifterkurs fra 280 til 310 for at komme ude om regnen. Dagen går med alt for lidt vind. Der bliver fyldt diesel på tanken, så den er toppet, og at vi kan starte den, og sejle for motor resten af vejen. Vi har diesel til 4,5 dage i marchtempo. I følge vejrudsigten får vi ikke meget vind. Vi vil gerne snart i land. Får sms fra ‘Papaya’, de er snart i land på St. Lucia, og går også for motor det sidste stykke. Skriver med båden Harmattenf, som skriver; ‘ we just keeps on fixing shit’. Nogen tager turens bad nr. 2, et saltvandsbad efterfulgt af 1 liter fersk vand til afsaltning. Vi får stuvet hvidkål med bacon til aftensmad.

Dag 19, torsdag 10. December

Natten har været rolig. Det mest spændende var vores kollisionskurs med et fragtskib på vej mod Guatemala. Vi hiver sejlene ind for at sagtne farten. Men så begynder skibet at ændre kurs. Vi kalder via. Vhf’en, og med russer-accent bliver det blot svaret; ‘stern’. Vi kan se, han går bag om os, så vi sætter sejlene igen og tøffer videre. Vinden er svag, og det går for langsomt, så hen på morgenen sætter vi motoren. Om eftermiddagen fejrer vi, med en øl og peanuts, at vi har under 500 sømil tilbage. Vi taler om, hvordan det vil være at komme i land, og om vi kan undgå coronatest.

Dag 20, fredag 11. December

Natten går også for motor. Himlen er fyldt med stjerner. Hen på morgenen slukkes motoren, og vi sætter sejl. Vinden er stadig alt for svag, og det er varmt. 28 grader nede i båden. Vi forsøger at sætte spinakkeren. I første forsøg sættes den helt forkert, nærmest på langs. Da den skal ned, ryger den i vandet, og vi sejler over den. I andet forsøg kommen den rigtigt op, men vores fart er stadig kun de 4-5 knob. Vi spiser burrito med kylling, kål, dåsegrøntsager, bønner og ris – mums! Arjen spiller julesange med Michael Buble.

Dag 21, lørdag d. 12. December

Natten går stille med en svag vind, stjernehimmel og morild i kølvandsstriben – vi laver stjerner. Hen på morgenen kommer der lidt mere vind, og vi skyder nu 6-7 knob, fedt! Så behøver vi ikke sætte motor, og vi får dejlig brise ned i båden. Vi får sms fra ‘Papaya’, som kom i land kl. 03. På Gran Canaria stævnede vi ud et par timer efter dem, men pga. storsejls-fnidder før Kap Verde mistede vi et par dage. Vores almanak indeholder åbenbart ikke info om Barbados, så vi skriver med fætter Jonas om anduvning på øen.

Dag 22, 13. December

I nat susede vi afsted med 8 sekundmeter og et par små regnbyger. Himlen var fuld af stjerneskud. 4 af os tippede, at vi ville komme i land i dag. Vi er først i land i morgen, og Muddi vinder igen. Vi sveder, glæder os til at komme i land, til et bad eller tre, friske grøntsager og rent sengetøj. Vi sætter motor ved middagstid, vinden er helt væk. Vi bruger sidste glas med henkogt kylling med tilbehør af sødekartofler, løg og ris.

Klipper skrald så det ikke fylder så meget.

Dag 23, 14. December

Kl. 01 kan vi se skyerne over Barbados lyse op. Kl. 03 begynder vi at kunne se lysene på land meget langt væk. Bølgerne kommer fra forskellige sider. Vi ruller rundt. Hen på morgenen vender vinden til halvvind, og vi kan nu dufte nåletræer. Alle er oppe, og vi glor på land i flere timer. Vi er i havn kl. 09. (Dødsyg industrihavn).

Trods isolation i 22 dage og negativ test fra Gran Canaria skal vi alligevel bruge 900 kr. pr. mand på en coronatest – i kontanter naturligvis (vi kommer ikke langt, hvis vi skal bruge 900 kr. hver gang, vi kommer til en ny ø). Kun skipper må forlade båden, så mens han forsøger at hæve penge, går resten af besætningen i gang med at gøre rent. Skipper har pizza og øl med tilbage. Vi tager et rigtigt bad på badeplatformen. Vi drikker flere øl og hører musik. Vi er helt afslappet.

Dagen efter har vi et negativt resultat, men myndighederne er forvirrede over, at tre gaster skal forlade båden og hjem – ind med båd ud med fly er svært at forstå. Sidst på eftermiddagen skrider vi, og sejler ud i Carlisle Bay, på vejen sætter vi Arjen, Muddi og Kim af på kajen inde i byen. Det er mærkeligt, nu er vi alene. Turen er slut. Vi spiser pasta, drikker lidt øl og går i brædderne.

Britta fra det Danske Konsulat ringer dagen efter for at hør hvordan indklareringen er gået. Skidesød dame som vi har talt med tidligere om corona. Hun præciserer hvordan vores gaster skal forholde sig, når de nu skal flyve hjem. Hvis der bliver problemer, skal vi bare ringe. Alletiders!

Vi står op og ser bugten i dagslys. Hej Barbados! Hej Caribien! Hej til 4 danske både.

Vi seees!

Så er vi afsted. Vores næste skriv offentliggøres, når vi er på Barbados og har krydset Atlanten. Historien får en anden form, og indholdet bliver nok anderledes, end det I har set indtil videre, måske lidt ensformigt. Lad os se, hvad det bliver til. Møs fra os alle.

Forberedelse til Atlanten – Update

Vi er på Gran Canaria, og nu tør vi godt sige, at vi tager afsted til Barbados i morgen søndag. lørdagsflyet fra Danmark er kommet. Vi er nemlig ikke de eneste, som har ventet på gaster eller familie. Vi havde ikke lige set, at Corona ville skabe flyaflysninger, når nu grænserne er åbne, men selvfølgelig sendes det ikke tomme fly i luften.

Det er lidt friskt at sejle dagen efter gasterne er ankommet, men det har vi nu aftalt, dels fordi turen er forlænget (Gran Canaria-Caribien) og dels fordi de har en bagkant og skal hjem inden jul.

Mens der var fly-kaos, begyndte vi at skabe kontakt til en ekstra gast eller to, i håbet om at kunne krydse, hvis vores gaster fra DK ikke ville nå herned. Der er en del båd-blaffere her, som søger en tur over Atlanten. Nogen har aldrig været på en båd før, andre har mere eller mindre erfaring. Vi fik en rigtig go’ kontakt til en hollænder Arjen, som vi tilbød at være på båden, for at se os an – og omvendt. Det lader til han bliver hængende, det synes vi er ganske glimrende, så nu blivet vi 5 ombord – perfekt!

Samtidig har vi taget kontakt til det danske konsulat i Barbados, for at få klarhed over, hvordan vi som sejlere skal forholde os, når vi ankommer til øen. Det er der jo ingen der har taget stilling til, og det er åbenbart svært at forholde sig til. Vi synes det er supernemt at svare på, når nu vi er mere end 14 dage på havet i isolation. En test ved ankomst, og så er den skid slået.

Konsulatet på Barbados har virkeligt gjort en fin indsats, de har talt med sundhedsmyndigheder, immigration, politi osv., og gjort dem opmærksom på, at højsæsonen for atlanterhavskryds er igang. De har været hurtige til at svare på mail og telefon. Et helt entydigt svar har vi endnu ikke fået, så nu tager vi alle 5 endnu en corona-test lørdag aften i håbet om, at vi kan undgå 5 dages karantæne på Barbados.

Vi er så klar! Håber vi har mad nok?!

Besøg fra ‘Hanmatten’ og ‘Pura Vida’ = øl og vin

Gennemgang af rute, sikkerhed, vagtplan, kommunikation osv.

Vi ses på den anden side, med masser af fisk på krogen!!

De fisk vi har fanget, har været dem som er landet på dækket. En flyvefisk og to squids.

Følg os over Atlanten via linket i menuen.

Forberedelser til Atlanten via Kap Verde (måske)

Gran Canaria, Las Palmas

Ja så er vi på Gran Canaria, Las Palmas og hvad laver vi egentlig her, på denne gyngende ankerplads midt i en storby?!

Det er vores sidste stop før Atlanten, udover Kap Verde, og her går dagene hurtigt med at finde diverse dimser, handle ind, fikse og optimere båd. Her på den franske dame, er der der altid en lang to-do-liste på ca. 200 punkter. Her et lille uddrag i billeder af, hvad dagene går med:

I foråret syede vi ‘slingregrej’, det skal nu
monteres.

Tilstoppet septiktank. Vi kan ikke få suget septiktank her i havnen, så vi har selv forsøgt at komme problemet til livs. Det lykkedes vist nok efter flere timers fejlfinding…..fy for den lede….seriøse brækfornemmelser! Al klor og Rodalon er opbrugt. Nu skal vi finde en måde at montere kværnen.

Markeringerne på ankerkæden er ved at være slidte, så nye skal sprayes. Vi har ikke omgangstæller på damen, så 5 og 10 meter markeringer på kæden er nødvendige. Vi har har 60 meter kæde (10mm) + 50 meter tovværk.

Indkøb af udstyr: Vandbeholder til ekstra 150 liter vand. Satellittelefon, kværn til toilet, holder til redningsbøje, karabinhager til slingregrej, dunke til ekstra diesel….

Hvor får vi Covid-test? Spanien er hårdt ramt af Corona. Vi må sige, at afstand ikke er noget, de går op i, der kindkysses fint med mundbind, og hverken politiet eller apotekerne ved, hvor man kan testes.

Corona’en har indtil nu været vores mindste bekymring, men vi kan mærke, den ånder os i nakken. Forleden var vi en flok, som blev smidt væk fra en strand i Las Palmas af en håndfuld aggressive betjente, som vist havde dumpet faget ‘konflikt-op- og nedtrapning’. Gittes pengepung blev flået ud af hånden på hende, fordi hun fumlede med id-kort. Det var grænsen til det komiske. Betjentene glemte også at fortælle, hvilke regler vi havde overtrådt. Først dagen efter, fandt vi ud af, at vi ikke må drikke alkohol om aftenen på stranden efter klokken et eller andet.

Det bekymrer os også, at Europa igen lukker ned. Vi har lige fået af vide at vores gasters fly er aflyst fra Lissabon. Hvordan de så kommer til Kap Verde, arbejdes der på. Samtidig må vi på Anna udskyde turen til Kap Verde, og så bliver vores 2×110 € Covid-test for Gammel og skal fornyes…..hvis vi overhovedet skal til Kap Verde. Der sker en masse nu. Mere om det senere.

Ø-hop

Porto Santo – Madeira – Fuerteventura – Gran Canaria

Dagen efter corona-testen på Porto Santo blev taget fik vi resultatet, og vi kunne gå i land. Øen er lille, simpel og upoleret. Den er ca. 11 km i omkreds, så man kan cykle rundt, op og ned til det hele – bjergtoppe, klipper, strande og klippepools. En ankerplads i havnen med adgang til toilet og bad koster 7 €/dag og vaskemaskinen er gratis. Øen er gold, men alt i alt en ø efter vores smag. Ankerpladsen var en smule urolig, da der kom nogle kastevinde ned fra bjergene, som gjorde ankerpladsen lidt urolig.

Fætter Jonas og familien var på øen i 2016. Ved et tilfælde så vi deres vægmaleri. Hele molen er dekoreret med ‘bådstempler’.

Efter nogle dage på øen ville vi gøre et kort stop på Madeira. Madeira ligger ca. 5-7 timers sejltur væk, turens korteste tur. Vi kom til Madeira d. 14. Oktober hen på eftermiddagen.

Første nat ankrede vi op i Baia da Abra ved øens østlige tip. Smukt klippested med en lille stenstrand og klart vand. To andre både havde ankret op, bl.a en hollænder, som vi havde mødt i Porto Santo.

Selvom bugten ligger beskyttet mod vind og bølger fra nord, sniger der sig alligevel dønninger ned langs kysten. Så dagen efter hen på eftermiddagen, krøb vi i læ, troede vi, ved siden af havnen Quinta do Lorde. Omkring midnat lettede vi igen anker, og tøffede i havn, vi fik simpelhen pip af dønningerne. Vi trængte til søvn.

Havnen var håbløst dyr, så efter en omgang bådvask og påfyldning af vand, ville vi videre til Funchal. Øens hovedstad. Men vinden ville vende, og gå i syd sydvest samt blæse op til 15 sekundmeter. Men havnen og bådene forberedte sig på storm. Det er ikke vinden men bølgerne, som er udfordringen. Nåh ja, det kunne vi jo godt sættes os ind i, bølgerne her på egnen har vi godt bidt mærke i.

Den kommende vind resulterede i, at alle sejlere blev i deres havn, ingen rykkede sig, og vi måtte blive i denne dyre og noget besynderlige marina. Marinaen er omringet af et hotelresort, som er gået konkurs. Det er bygget op, som en lille by med små stræder, en kirke og det hele, meget nuttet. Men byen er helt tom for mennesker! Virkelig uhyggeligt sted på øens mest øde tip, og her var vi strandet. Vi lejede bil for at komme lidt væk, og øen har meget at byde på!

Madeira er fyldt med fine vandreturer langs deres vandsystemer, som snor sig omkring 2.400 km.

Efter et par dages hård vind, løjede den af, og gik igen i nord, så vi stak afsted til Fuerteventura d. 21. Oktober. Vi var lidt bagud i tidsplanen. Vinden ville blæse med 7-10 sekundmeter, og efter en lidt turbulent start, susede forbi de øde øer Ilhas Desertas. Fedt hvis vi kunne få 7-8 sekundmeter hele vejen! Hen på aftenen flakkede vinden rundt, plat lens, agten for tværs fra øst, plat lens, agten for tværs fra vest…..Det meste af natten gik med at justere sejl. Til sidst forsvandt vinden, og vi satte motoren. Det blev til ca. 15 timers sejlads, det var jo bare bueno! Dagen gik med at sove og hilse på delfinerne – de løfter altid humøret. Vi var allerede fremme ved Corralejo efter 44 timer.

Fuerteventura er en surfer-ø og tiltrækker alt inden for vandsport. Solen skinner hele tiden og der er go’ vind. Stemningen på øen er afslappet, og vi kunne faktisk godt have brugt noget mere tid på øen, men vi måtte afsted til Gran Canaria, Las Palmas, hvor vi kunne få de sidste reservedele til båden og diverse ny-indkøb, til de lange ture, som venter os (Kap Verde og Atlanten).

Vi fandt en smed i byens industrikvarter, som kan lave smedearbejdet til en bimini. Dugen kan laves senere.

Las Palmas er ikke rigtig noget for os. Det er blot en lidt ucharmerende storby med en kæmpe industrihavn som nabo. Men vi kan få alt, hvad vi skal bruge af dunke, filtre, pumper osv. Vi overlever nok, da vi tænker, det er den sidste storby, vi møder i lang tid.

Vi forbereder os til turen til Kap Verde, mere om det senere.

Farvel til byliv, hej til ø-liv.

Porto – Lissabon – Porto Santo

Vi forlod Porto d. 20. September omkring middagstid. Vi ville gerne have det babystag ordnet, og vi havde hørt at Cascai uden for Lissabon, var en mulighed. Vinden som var gået i syd, og ville tage til, så det var om at komme afsted mens den var svag, igen for motor (ca. 32 timer). Alle siger, at når man nærmer sig Portugal, så er der bare vind fra nord. Bare ikke lige der, hvor vi sejler. Mon passatvinden også vender i år?!

Turen gik fint, men natten var lidt spændende, til at starte med var vejret klart. Delfinerne kom på besøg, der var morild i vandet, så deres fartstriber lyste op. Selv i toilettet var der morild. Hen på natten blev vi ramt af tæt tåge. Man kunne ikke se mere end en bådslængde, og det er på de her tidspunkter, man bliver glad for sin radar. Det er nemlig ikke alle fiskerbåde, som har AIS, så de er ikke lige til at se i tåge. Deres retning kan også være ret ubestemmelig. Vi var faktisk lidt i tvivl, om vi skulle have en radar, da vi netop har AIS og altid er på udkig. Man må jo prioritere ressourcerne.

Vi ankom til Cascai omkring kl. 18 d. 21. Vi afleverede vores babystag dagen efter, og allerede dagen efter igen, kunne vi hente et nyt. Det var ingen problem at få et nyt, vi gav 1.500. kr., næsten samme pris som i dk. Efter et par dage i Cascai tog vi videre ind til Lissabon. Cascai havn var alt for dyr og posh-agtig til os, også i forhold til den faktiske standard (og hysteriske regler). Ja ja, du kan få fikset alt inden for 500 meter, men altså over 60 € for en en overnatning, er for dyrt. Vi måtte videre.

Vi fandt iøvrigt en båd-dimsebutik i centrum lige over for stationen, og en velassorteret på havnen ved Belém tårnet (DND.pt)

Båden Artemis fra Hørup Hav mente, at vi skulle tage til Seixal længere inde i floden Tejo, der var de nemlig taget ind. Det var en rigtig go’ beslutning. Vi lå for anker i en lille fredelig bugt, hvor vi kunne jolle ind til en lille ponton, og ellers gå over til færgen som sejler direkte til Lissabon midtby for 5€ t/r, færgen tager ca. 15 min. Artemis er sjove, rutinerede sejlere og nede på jorden, så vi sugede masser af tips fra dem. Håber snart snart at se dem igen.

Hej Lissabon! Broen larmer som en mega bistade, og vi kunne ikke høre vores egen motor. Det viste sig, at bilerne kører på riste. Man kan kigge op på undersiden af bilerne på broen.

Vi havde læst om Seixal, men var lidt betænkelige ved at tage derind, da der er ret lavvandet. Vires søkort viste heller ikke, at der var ankerpladser. Samtidig Er vi stadig i et område med tidevand, men da vandet var lavest ved fuldmåne, var der stadig 50 cm vand under os.

Porte og indgangspartier blev bemærket. Ellers vil vi ikke trætte jer så meget med sightseeing.

En tur til Jesus på bjerget var også et besøg værd. Han står bag fotografen. Tænk at vi har sejlet der nede!

Vi havde set Lissabon, og ville gerne afsted til Porto Santo. Artemis var taget afsted til Algarve, så der var blevet lidt stille.

Det blev så lavvandet ved fuldmåne, at selv gummibådene i havnen stod på land. Så vi måtte hente Artemis til aftensmad.

Vejrudsigten mente, at vi kunne stikke afsted med en go’ halvvind til Porto Santo, en 3-4 dages sejlads ca. 480 sømil. Men vi kunne også se, at et større stormvejr på vej ind i Biscayen, ville kaste en snas vind ned til os. Vi var ikke sikre på, at få tilpas afstand til den hårde vind, hvis vi stak afsted nu. Så på vej ud af floden Tejo ombestemte vi os og tog i havn, indtil den hårde vind var ovre. Oeiras havn var en fin venlig, afslappet havn omgivet af to strande, hvor der leveres morgenbrød på dækket. Vi fik ordnet startbatteriet, vasket tøj osv. Men stadig dyr.

I følge vejrudsigten kunne vi få en halvvind på vej til Porto Santo. Så vi tog afsted lørdag d. 3. oktober og vinden var…..lige i snuden!

Til at starte med kunne vi liiige holde kursen med en vind på 8 sekundmeter. Men til sidst måtte vi sætte motor, hvis ikke vi skulle ende på Algarve. Hen på den efterfølgende formiddag blæste det pludselig op til 20 sekundmeter, og vi fik en skylle. Efter en times tid løjede vinden af, og vi satte sejl igen og susede afsted. Sådan gik turen. Sejl. Motor. Sejl. Der var mange perioder, hvor vi ikke fik fart nok i båden til at ride på dønningerne, som kom fra nord, så vi gyngede afsted. Overskuddet var ikke rigtig tilstede, og lidt mild søsyge meldte sig.

Bacon på gulv. Husk at holde fast, også på dig selv. Spiste en dåse tun i stedet, orkede ikke madlavning. Ikke engang kaffe drak vi!

Der er indført klokken-15-cola-og-popcorn når vi sejler. Det kunne vi lige få ned i skrutten, og det tidspunkt, hvor vi begge var ok friske.

Vi er Porto Santo nu. Ankom d. 7. Oktober kl. 07. Vi kniber os i armen over, at vi er sejlet helt her ud, til en ø i Atlanten?! 3 dage og 17 timer fra fastlandet. Mens vi fik sovet ud, blev corona-testen behandlet, og 24 timer efter vores ankomst, kunne vi gå i land. Farvel til storby og hej til ø-liv. Det bliver godt, mere om det senere.

Karantæne. Det er ok, for efter corona-test, anker-bajer og lidt mad, var det på hovedet i seng.

Ps. Vi har ikke fisket på den seneste tur, der var ikke overskud.

Derudover undskylder vi for vrøvl, komma- og tyrkfejl. Der skrives blog fra mobilen.

En milepæl

La Coruña – Vigo – Porto.

D 9. September hen på formiddagen forlod vi La Coruña i Nordspanien. Vinden omkring pynten Finisterra var aftaget en smule, så vi stak afsted. En tur på ca. 24 timer.

Vi rullede afsted. Vi vidste godt, at vinden og søen kunne være livlig, indtil vi rundede Finisterra. Til at starte med, var der ingen vind, og vi gik for motor. Efter et par timer blæste det op, så vi havde en halvvind med bølgerne ind fra agten. Vi rullede afsted med en fart på 7-8 knob, solen skinnede og bjergene stod som silhuetter inde på land.

Hen på eftermiddagen aftog bølgerne. Nu kunne vi lænse, og stadig holde farten på 7-8 knob. Det var jo helt vildt, medvind første gang på turen! Vi synes faktisk, vi havde fortjent det. Der blev endda lavet rigtig aftensmad og vasket op, uden at man blev kastet rundt nede i salonen – vuuhuu! Desserten blev en præ-fab chokolade mousse.

Viden lagde sig, og den kolde nat gik for motor. Der var en del fiskeritrafik at holde øje med. Vi lagde til i Vigo havn omkring kl. 07.00 d. 10 september. En, for os, lille havn, så det var godt, at lyst var på vej. Havnen ligger 5 minutters gang til midtbyen, men så må man leve med industrihavnen som nabo.

Det hele blev spist! Og det kan IKKE måle sig, med det, man får i DK.

Weekend i Vigo. Mundbind, sprit og afstand. Alligevel går det ikke så godt for Spanien på den konto.

Efter tapas og vin i Vigo, tog vi mod Porto. Vinden ville gå i syd og give modvind (igen!), og vi havde desuden nogle reparationer, som vi gerne ville have sat i gang mandag morgen. Turen til Porto tog en 12-15 timer. Mest for motor, men det var okay, når nu der ingen vind eller nævneværdige bølger var. Man kan sige, at det var en go’ modvind. Igen kom delfinerne på besøg, og en masse fiskerbøjer.

Vi gik i land i Leixoes lidt uden for selve Porto omkring kl 19 søndag d. 13. September. Her lå i forvejen 3 danske både. Ydun fra Ishøj, Else-Marie fra Vallensbæk og Artemis fra Hørup Hav. Danskere har vi ikke mødt mange af, sikkert fordi folk skal have Biscayen ‘overstået’, hvorefter man så slapper mere af her i området. Og Porto er jo bare en by, man må se og smage. Hvad med Portvin og friteret ostetorsk?

Leixoes havn er ikke noget særligt, beskidt med industrihavn som nabo. Men den er billig, der går bus direkte til midtbyen, og der er surf-badestrande i gå -afstand samt indkøbsmuligheder. Vi fik repareret sejl for 600 kr. En trediedel af dk-priser. Det blev endda hentet og bragt. Vores babystag som gik sig en tur på vej til Vigo, var åbenbart besværligt at få lavet, det tog damen på havnen 4 dage, at finde ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Brug aldrig mellemled, når noget skal fikses. Vi har hørt, at Lissabon kan fikse det, så vi må lave et midlertidig stag med noget reb.

Bygninger og gadestrøg bliver jo altid bemærket. Vi er nu i kakkel-land. Forfald er oftes det mest interessante.

Da vi kom i havn i Leixoes, kom der meldinger om, at en flok spækhuggere havde angrebet roret på en engelske båd. Det skete lidt nord for Vigo, hvor vi havde været nogle dage forinden. Den engelske båd blev bugseret i land, og det siges, at de spanske myndigheder efterfølgende har frarådet folk at sejle i det område. Det er trods alt sjældent det sker, men det jager en skræk i det fleste. Det siges, at sådan et angreb kan blive ved længe. Tænk at blive rusket rundt af de dyr?!

Tjek af dæklys. Vi troede at den var gal med de nye skroggennemføringer ved masten. Men de har det alligevel fint. Så må det jo være i masten? Op ad bakke med det dæklys! Så virker det, så virker det ikke. Nu virker det. Men det er ikke i masten den var gal.

Vi er ved at vende os til at være på farten. Indtil nu har vi haft følelsen af at være på 3 ugers ferie. De 3 uger er efterhånden gået nogen gange. Vi skal ikke hjem om lidt, og vi vender ikke bare lige om. Vi går i shorts og klipklapper i september, og når vi har været på sightseeing går vi hjem, ikke til et hotel, men hjem. Når vi skal rejse videre, tager vi vores hjem med. Spanien og Portugal har på en måde været en milepæl, og den har vi nået. Vildt!

Ps. Ingen fisk på krogen. Vi har heller ikke fisket så meget. Men glemte at fortælle, at vi i Frankrig fiskede en fin lyserød plastikdoughnut op med bådshagen. Doughnuten har vi gemt.

Nu er vi i Cascais uden for Lissabon. Mere om det senere.

Lumske bugten

Camaret Sur Mer – Biscayen – La Coruña

Vi forlod Camaret Sur Mer d. 31. August lidt over middag. Egentligt var området værd at dvæle lidt ved. Der var mulighed for gode hiketure, en simpel havn, hvor du kunne få de fleste dimser, endda en sejlmager og rigger var lige over på den anden side af lystbådhavnen. Naboen Jean-Pierre og konen delte ud af deres erfaringer (de ventede på reservedele til deres motor), dem kunne man godt ha’ snakket lidt mere med. Men vi ville ikke miste det gode vejrvindue, som havde været over Biscayen det sidste stykke tid. For hvornår ville det ellers komme igen? Selvom vinden var svag, og vi måske først ville få lidt vind sidst på turen, så stak vi afsted til Spanien.

Vi valgte at stikke en smule ind i bugten, for måske kunne vi få en agten for tværs sidst på turen, hvor vinden ville til tage en smule.

Dagene gik med at holde udkig, læse, sove, spise, piske en stemning op over at se delfiner, tun og hvaler. Jean-Pierre havde nævnt, at vi ville se tun – det gjorde vi! Der var mange, så det var ud med krogen!

Om natten skiftes vi til at holde nattevagt i 3-4 timer ad gangen. Vi sov i cockpittet.

Vi mødet måske 3 skibe på de 3 dage, vi var afsted. Lidt af en modsætning, til de tidligere ture fra DK. Vi havde fin sol om dagen med en kølig brise, og fuld gas på månen hver nat. Solopgange kan være flotte, men måneopgange herude er jo vilde! (de er ikke vilde på billeder, så I får ikke et billede).

Hele turen tog 62 timer (mest for motor), og vi var i havn torsdag d. 2. September kl. 02. Biscayen viste sig ikke fra sin lumske side, som den kan, har vi hørt.

Vi sov til langt ud på formiddagen, og sumpede ellers lidt rundt resten af torsdagen. Dagene i La Coruña er gået med at se byen, spise tapas, tag på tur til fyret Hercules og selfølgelig dimse båd. Vi har også holdt øje med vinden omkring Finisterre, den kan være stormende, og vi skal den vej forbi, når vi skal mod Portugal.

La Coruña. Sætte forskellige flag i system

Ps. Vi havde en tun på krogen, men den nåede akkurat at kæmpe sig af….mega skuffende.