Cherbourg – Guernsey – Roscoff – Camaret-sur Mer
Efter en lille uge i Cherbourg løjede vinden lidt af, og der var et lille vejrvindue, så vi kunne komme videre. D. 25. August tøffede vi afsted kl 03, for at nå med-strømmen uden for Cherbourg. Vi tjekker altid forskellige vejrudsigter 10 gange dagligt, lægger alternative ruter hvis plan a, b eller c skulle gå i vasken. Vinden havde været i nord nogle dag, og var løjet af, og vi var klar på en tur til Roscoff – en 15 timers tur. Men vinden var overhovedet ikke løjet af, som udsigten sagde. Og bølgerne krappede bare derud af! Bevares, vi skød en fart på 8 knob i starten, men ikke lige den natsejlads vi havde forudset.
Hen på eftermiddagen lå vi uden for den engelske ø Guernsey. Vi huggede i bølger og pga modstrøm, kom vi ingen vegne. Heller ikke for motor. Og nu viste vejrudsigten, at det ville blæse op til 20 sm fra syd – lige ind i snuden. Hvor kom det fra?! Vi ville slet ikke nå Roscoff, som planlagt.
Vi kaldte havnen i Gurensey over vhf’en, og bad pænt om lov at gå i havn. Pga. Corona kunne vi få en ankerplads i bugten ved siden af havnen. Kystvagten havde holdt øje med os, for allerede om morgenen blevet der via vhf’en spurgt til vores ‘purpose’ og destination.
Vi havde hørt historier om, at sejlere var blevet smidt væk fra Gurensey. Hvordan det i praksis skulle foregå, meldte historierne ikke noget om. Det var nu kun søde og forstående havnemænd og corona-patruljer vi mødte. Der var ingen problemer, så længe vi ikke gik i land.
Bugten var allerede ved ankomsten lidt livlig. Det blæste op. Bådejerne sov ikke den nat. Vi blev kastet rundt i bugten, men vores nye Rocna-anker holdt os fast! Om morgenen kaldte vi havnefogeden, han kunne godt se, at natten havde været ‘a bit rocky’, så vi tøffede vi i havn lettere søsyge, og fik en plads på en isolerede havneponton – vi var ikke de eneste, som søgte ly. Nedtur.

Næste dag omkring middag stævnede vi ud med kurs mod Roscoff. Vi havde en bidevind på ca. 10 sm, kæmpe lange bløde bølger, som vi ridder hen over! Efter motorsejlads hele vejen fra dk (næsten), får vi endelig en optur næsten hele vejen til Roscoff , hvor vi lægger til omkring kl 03 (også det gik rigtig godt). Gasten Emil afmønstrede – det manglede bare, at han kunne afslutte turen med noget sejlads. Optur.


I Roscoff brugte vi tiden på at skifte tovværket til rulleforstaget, ordne luger, ankerlys og motorlys (igen!), fuge lanterne, proviantere og spise mad hos naboen. Vi stævner ud i det, der skulle være omkring 8 sm, men på et tidspunkt er vi oppe på 14 sm, og bølgerne kan slet ikke finde ud af, hvor de vil komme fra, og hvor de vil hen. Vandet står ind. Røvtur.

Egentlig ville vi tage turen over Biscayen, men vi tager i havn i Camaret-sur-Mer. Delfinerne holder fest omkring os, det er også det eneste, der kan få smilet frem hos os. Christoffer tror de kan tale ‘har I flere venner’? ‘Hvor skal I hen’!


Camaret-sur-Mer er virkelig hyggelig. Flot natur og lille simpel havn, go’ modsætning til de store marinaer. Vores nabo Jean-Pierre gav os fisketips, og så var vi klar til at krydse Biscayen. Mere om det i næste blog.
Ps. Ingen fisk på krogen





























