Barbados, St. Lucia, Martinique

Det er et stykke tid siden, der har været nyt her på bloggen, men vi har holdt fri fra blog og båddimseri (næsten). Lige nu er Anna og besætningen i karantæne på St. Vincent, så der er ingen undskyldning for ikke at få skrevet lidt. Netværk har vi kun lidt af, når vi joller hen forbi Mangoz bar.

Det ser ikke ud til, at de 10 dages karantæne holder. Vi er på dag 11 nu. Testpersonalet nøler, de roder rundt, så kun noget af en besætningen får et resultat, mens resten af båden må vente. Vi må minde dem om, at deres alternative løsningsforslag strider imod deres egne regler, og så bliver de lidt forvirrerede.

Der skulle også være en Caribbean Travel Bubble, som skulle gøre det let at sejle rundt mellem visse øer, men fidusen ved den ‘bubble’, leder vi stadig efter.

Her lidt fra den seneste måned.

Buldrende Barbados.

På Barbados brugte vi tiden på at slappe af og se på hvilke øer, vi gerne vil og kan besøge. Vi brugte også tid på at finde ud af, hvordan Christoffers to drenge kunne komme herud, og hvem de kunne følges med. Pga Covid yder ingen flyselskaber bistand ved rejsende børn.

Barbados er lille og tæt befolket, der er huse overalt. Det virker som om, at de fleste folk her har, hvad de skal bruge. De er enormt høflige, festlige og farverige og er ellers ligeglade med turister, det passede os fint. Nogle kunne se på vores kulør, at vi var de såkalde ‘yaties’ og spurgte; ‘Wha’ bå’ r ye innn?’

Barbados var dyr især grøntsager og frugt. En tomat pakket i en bakke med cellofan kan købes til en 10-15 kr. i supermarkedet. Ja, EN tomat. Ellers er det mest gængse grønt kartofler, yams, løg, agurk, bananer og naturligvis sukker.

Vi lå for anker i Carlisle Bay uden for Bridgetown. I bugten er der flere gamle vrag på få meter vand, man kan snorkle omkring. En fin strand, hvor travhestene svømmer, ja sommetider helt ud fobi vores båd, kom de prustene. Og så var det jo jul og nytår, så der var godt gang i de lokale partyboats. På Barbados er det begrænset med gode ankerpladser, så vi blev i Carlisle Bay, selvom den er lidt for by-agtig til os. Pyt, efter Atlanten er lidt byliv helt ok!

Lukkede St. Lucia

Efter et par uger, ville vi gerne videre. Nogle venner fra ‘Harmatten’ var på St. Lucia, og vi trængte til selskab hen over nytår. Selvom der ingen vind var, sejlede vi ca. 15 timer for motor til øen. Tog en Covid-test d. 30. December til overpris, og gik i land d. 31. Fik et rigtigt brusebad og tog pænt tøj på. Marinaen havde endda en lille pool! Vi spiste hummer på en lokal restaurant, hørte lidt livemusik på en skummel bar, men den blev hurtigt lukket af politiet, så vi gled langsomt væk derfra. Gik tilbage til bådene og fik champagne, som vi havde slæbt rundt på siden Danmark. Godt vi lå i havn, ellers kunne vi godt have lidt svært ved at finde hjem.

Det var begrænset, hvad vi nåede at se af øen, for efter en lille uges tid, skulle vi videre til Martinique og hente gaster. På St. Lucia er flere af de gode strande ejet af hoteller, så vi kunne ikke altid lægge vores dinghy på stranden, tænk hvis vi skulle blande os med hotelgæsterne, som var i karantæne. Vi var ikke interesserede i deres hotel, men ville blot op og vandre på de flotte ‘Pitons’. Det undrede manden med den pæne skjorte sig over. Skuffede jollede vi tilbage til båden.

Matinique for fuld musik

Den 8. Januar susede vi afsted til Matinique med 10 sekundmeter i sejlene foran for tværs. Da vi kom fri af land hilste vi igen på atlanterhavsbølgerne, dem havde vi ikke savnet. Denne gang kom de ind fra siden, og besøgte cockpittet. Vi smed anker ved Fort de France, og med et europæisk flag på skuden skulle vi ikke bruge tid på langsommelig indklarering, covidtest eller karantæne. Modsat andre øer er ankerpladser gratis…..Top!

Aftenerne på øen var stille pga. Covid. Næsten alle restauranter og barer var lukket. Kun på havnefrontens pavillon blev der øvet på trommer og truttet i konkylier. I parken nær stranden øvede det lokale sambaband til årets karneval – mega cool!

Øen er fransk, pæn, uden tiggeri og du kan få, hvad du skal bruge. Øen er smuk grøn med store banan- og sukkerrørsplantager. Her er mange sejlbåde, primært franskmænd. Vi lejede bil og kørte øen rundt sammen med mor Grethe og far Hans, som sammen med vores gast Tonny havde fulgt Oscar og Sofus herover.

Vi susede afsted fra Matinique d. 19. Januar med 12-15 sekundmeter i forsejlet. Atlanterhavsbølgerne besøgte igen cockpittet. Vi sejlede i læ af St. Lucia og sneg os ind på en ankerbøje ved ‘Pitons’ kl. 21. Sov til lidt før solopgang, og sejlede videre til St. Vincents sydspids. Som St. Lucia er øen flot grøn med de her ‘pitons’. Vi ankom til St. Vincent midt på eftermiddagen d. 20. og fik det, der lød som en skideballe af gut i en jolle, hvorfor ved ikke. Derefter kom Jimmy i en jolle, som med stor røst påstod, at han var vores ‘receiver!’. ‘Praise the Lord, vi havde aldrig hørt om en ‘receiver’. Lidt utroværdigt og kommanderende fortalte han os, hvor vi skulle ligge, og hvad vi skulle bruge ham til. Stemningen blev lidt dårlig, det er åbenbart stilen her i bugten. Men vi fandt ud af, at Jimmy faktisk var vores ‘receiver’ – halleluja!

Karantæne ved Young Island, St. Vincent

Det har kostet os små 6000 kr. at få adgang til St. Vincent og Grenadinerne, som er en blanding af covidtest, indklareringsafgift, cruising fee, leje af ankerbøje i 10 dage, som vi er pålagt at anvende osv. Vi bliver her i området i lang tid, tænker vi.

Indtil videre har vi ikke myrdet hinanden. Tiden er gået med at høre lydbøger, se på skærm, svømme, se på stjerner, snorkle, padle, rense bund, fixe toilet – igen! Efter karantænen får vi adgang til Grenadinerne, som er måske 20-30 små øer hvor dyrelivet er exceptionelt, og øerne mere eller mindre øde. Vi starter med at tage til Bequia for at proviantere lidt, vi skal ikke regne med, at vi kan få proviant længere mod syd. Samtidig har andre både anbefalet en sejlmager på øen, vi har jo et flænset storsejl, som skal ordnes. Stemningen skulle også være bedre dernede.

Mere om Grenadinerne næste gang.